Industrien enige om overenskomst
OK07: Parterne på industriens område er blevet enige om en ny treårig overenskomst, der lægger op til udviklingen af en kompetenceudviklingsfond, der giver industriens ansatte mulighed for to ugers betalt efteruddannelse årligt.
DI's Hans Skov Christensen mener, at forliget er på kanten af den økonomiske ramme, mens formanden for CO-industri og Dansk Metal, Thorkild E. Jensen hæfter sig ved, at forliget bygger videre på de områder, der skaber tryghed og sikkerhed for de ansatte i industrien. (Harry Nielsen.) Arbejdsgiverne begynder at indbetale penge til fonden fra næste år, og de ansatte kan søge penge fra fonden til efteruddannelse fra 2009. Virksomheder med mere end 100 ansatte kan lave deres egen pulje på virksomheden, under forudsætning af, at de nedsætter et uddannelsesudvalg til at køre fonden.
Prisen for overenskomsten har ifølge administrerende direktør i Dansk Industri, Hans Skov Christensen, været en økonomisk ramme, der er lige på kanten af, hvad virksomhederne kan bære.
- Der har været tale om vanskelige forhandlinger, og resultatet er lige i overkanten af det ansvarlige, men aftalen sikrer, at den økonomiske udvikling, vi har set i årene 2004 til 2007, kan fortsætte, sagde Hans Skov Christensen til DR Nyhederne kort efter, at aftalen var faldet på plads.
Han modpart under forhandlingerne, formanden for CO-industri og Dansk Metal, Thorkild E. Jensen, oplyste, at resultatet bød på nyskabelser, der sikrer den økonomi for medlemmerne i Dansk Industri, de har ønsket.
- Vi kom for at få en aftale, der bygger videre på de områder, der skaber tryghed og sikkerhed for de ansatte i industrien. Og vi har lavet en aftale, der sikrer virksomhedernes arbejdspladser frem i tiden. Samtidig er der en række nyskabelser, som blandt andet en frit-valg ordning, øremærket barsel til mænd og særlige goder til medlemmer af CO-industris forbund, siger Thorkild E. Jensen.
Frit-valgs-ordning
Frit-valg-ordning for de ansatte betyder, at der oprettes en konto, hvor der løbende indsættes et samlet beløb svarende til betaling for blandt andet fem feriefridage.
Oveni lægges sammenlagt en ekstra procent af lønsummen i løbet af de tre år. Fra kontoen kan de ansatte frit vælge, om de eksempelvis vil holde deres fem feriefridage med løn, om pengene skal bruges til en ekstra indbetaling på pensionen, til efteruddannelseeller om pengene skal udbetales i stedet.
En anden nyskabelse er, at der for første gang herhjemme øremærkes barselsorlov med løn til mænd. Industrien har allerede seks ugers betalt barsel, men dertil lægges tre ekstra uger. Ugerne fordeles således, at der fremover reserveres tre ugers lønnet barsel til kvinderne, tre ugers barsel med løn reserveres til mændene, og så er der tre uger til deling mellem far eller mor. Hvis ikke mor eller far benytter sig af de personlige 3 uger, falder de bort.
Samtidig sikrer overenskomsten, at kvinder får udlignet en del af det pensionsefterslæb, der ellers opstår som følge af, at der ikke indbetales til deres pensionsordning, mens de får barselsdagpenge.
Bedre forhold for tillidsfolk
Overenskomsten giver desuden særlige goder og rettigheder til medlemmer af forbund under CO-industri. Blandt andet vil tillidsrepræsentanter fremover får et fast vederlag for deres faglige arbejde på virksomhederne. Beløbet er afhængigt af, hvor mange ansatte de repræsenterer.
Der indføres et nyt instrument til de virksomheder, hvor der endnu ikke er valgt en tillidsrepræsentant. Her får de ansatte ret til at vælge en talsrepræsentant til at føre deres sag.
Aftalen slår fast, at det alene er tillidsrepræsentanter og talsrepræsentanter, der kan indgå og opsige lokalaftaler på en virksomhed. Talsrepræsentanten kan kun vælges blandt medlemmer af et forbund under CO-industri.
Nyvalgte tillidsrepræsentanter får desuden ret til 2 gange2 dages betalt kursus med fuld løn, og det er aftalt med arbejdsgiverne, at der iværksættes en kampagne for at skaffe flere tillidsrepræsentanter på industriens virksomheder.
De ansatte på skiftehold får også bedre vilkår. Den nye overenskomst sikrer, at de som hovedregel skal varsles med 5 gange 24 timer ved holdskifte. I dag skal de ansatte slet ikke varsles. Desuden iværksætter lønmodtagere og arbejdsgivere et fælles udvalgsarbejde for at sætte fokus på natarbejde.
Det sker for at synliggøre den viden og de problemer, det er at have natarbejde.
Aftalen er, at det hele indgår som en del af de kommende overenskomstforhandlinger.
Pensionen stiger i overenskomstens andet år med sammenlagt 0,3 procent, og den stiger i overenskomstens tredje år med 0,9 procent. For begge stigninger gælder, at arbejdsgiveren indbetaler to tredjedel og den ansatte den sidste tredjedel.
Lærlingesatserne reguleres i gennemsnit med 3,5 procent. De fleste satser reguleres som udgangspunkt med tre procent. Mindstelønnen reguleres med 3 kroner første år, 2,50 kroner i 2008 og med 2,50 kroner i 2009.
Aftalen gælder 6.100 virksomheder med ca. 240.000 ansatte.
Resultaterne af DI's og CO-industris forhandlinger har sædvanligvis stor betydning for det danske arbejdsmarked, hvor de danner grundlaget for alle øvrige overenskomster, som skal fornyes.
Det gælder både de ca. 70 andre overenskomster, som DI selv forhandler, og de overenskomster, som andre arbejdsgiverorganisationer forhandler i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening.
Forhandlingerne brød sammen sidste weekend, men de blev genoptaget, efter at forligsmand Asbjørn Jensen tirsdag opfordrede parterne til at gøre et nyt forsøg.