Fast arbejde for fagforeningen

Murersvendenes Fagforening rykkede ud, da de fik et tip om polske arbejdere på et villa-byggeri. Det var starten på tre uger med mange møder, kontakt med myndigheder og masser af papirer. Til næsten ingen nytte.

To polske mureres arbejde på en liebhavervilla på Frederiksberg i København har givet den lokale fagforening arbejde dagligt i tre uger. Hidtil uden andet resultat end at man har afsløret, hvad der ligner spekulation i udstationering, samt at de to polakker er rejst hjem igen. - Men sagen er desværre et meget typisk eksempel på, hvor mange ressourcer vi er nødt til at bruge i sager med udenlandsk arbejdskraft, siger Jacob Scavenius, næstformand i Murersvendenes Fagforening i København. Sagen begyndte som så mange af den slags med et tip - denne gang i øvrigt fra en lokal murermester. Og så fulgte besøg på byggepladsen, snak med de to polske håndværkere om deres ansættelsesforhold, undersøgelse af hvem der ejer den pågældende ejendom og dermed er bygherre, data-søgning på den danske entreprenør, indsamling af dokumenter, kontakt med offentlige myndigheder som politi og Told&Skat og endelig kontakt til polakkernes danske arbejdsgiver. Research og møder klarlagde, at de to polske håndværkere ikke havde arbejdstilladelse, og at de fik 90 kroner i timen - herfra skal trækkes et ukendt beløb til kost og logi. De er ansat i det polsk registrerede firma Eurobudowa, der er ejet af den danske forretningsmand Jens Hansen. Det polske firma er hyret af det danske Eurobyg (bemærk at firmanavnene ligner hinanden, red.) - og derfor er der tale om udstationering af den polske arbejdskraft.

Spekulation og fiduser

- Det lugter langt væk af spekulation i reglerne og omgåelse af østaftalen, men vores interesse er, at den udenlandske arbejdskraft arbejder på samme vilkår som danske murere, og derfor har vi på et møde med Jens Hansen præsenteret ham for krav om overenskomst. - Men det har han afvist. Han henholdt sig til, at han i kraft af udstationeringsdirektivet ikke behøver betale dansk løn. Han var mere interesseret i at høre, hvilke skridt vi kan tage for at blokere arbejdspladserne. Efter mødet med den danske ejer er de to polske håndværkere sendt hjem igen - fordi bygherren ikke var tilfreds med deres arbejde. - Eurobudowa har muligvis intet arbejde i Danmark lige nu, men vi fastholder vort ønske om en overenskomst, så forholdene er i orden, når firmaet næste gange trækker arbejdskraft til Danmark. - Der skal bruges en masse kræfter på at finde ud af, hvad der er op og ned, hvilket regelsæt der er gældende - og at vi i disse sager ofte har med fidusmagere at gøre, gør ikke arbejdet mindre, siger Jacob Scavenius. - Der intet alternativ til vedholdenheden, hvis vi vil sikre de udenlandske kolleger ordentlig løn og os selv mod social dumping, siger murersvendenes næstformand Jacob Scavenius.