3F vil have reform af EU-støtte

Danmark vil søge EU-støtte til fjerkræavlere, der har lidt tab efter udbruddet af fugleinfluenzaen. Slagterierne og de ansatte kan intet få, og det bør laves om, mener 3F.

Fjerkræavlere skal have dækket deres tab af EU. Slagterierne og de ansatte kan intet få. Det skal laves om, mener 3F.Fjerkræavlere skal have dækket deres tab af EU. Slagterierne og de ansatte kan intet få. Det skal laves om, mener 3F.

På linie med de fleste andre EU-lande, har Danmark besluttet at søge om støtte til de fjerkræavlere, der har tabt penge efter fugleinfluenzaens ankomst. EU-pengene skal bruges til at begrænse produktionen, da det forventes, at nedgangen i fjerkræsalget vil være permanent.

Avlerne kan blandt andet få støtte til at destruere rugeæg og slagte rugehøns. Svarende til den ophugningsstøtte, danske fiskere har fået.

Derimod er der ingen hjælp til hverken fjerkræslagterier eller de ansatte i branchen, oplyser Jan S. Wiuff, der er kontorchef i fødevaredirektoratet.

- Hidtil er der givet støtte bagudrettet, og nu har EU-kommissionen åbnet for, at man kan søge støtte fremadrettet for at begrænse produktionen. Men slagterileddet er ikke omfattet af beslutningen, siger han.

Ifølge Jesper Lund-Larsen, der er miljøkonsulent i 3F, trænger EU's regler for støtte til trængte brancher til at blive reformeret.

- Vi så det sidst med sukkerindustrien, og vi har det set det flere gange før. Man giver penge til producenterne, men intet til de lønmodtagere, der bliver ramt - hverken de ansatte på slagterierne eller hos fjerkræavlerne. Vi må forudse, at der kommer fyringer i branchen, og det ville jo være oplagt, at EU gav hjælp til omskoling og efteruddannelse, siger han.

3F vil presse på for at få ændret EU-reglerne.

- Vi vil tage op med de danske politikere, men også bruge vores kontakter i EU-parlamentet, siger Jesper Lund-Larsen.