Kostet rundt som hunde på jysk gods
To rumænere blev lovet au pair-job på Leerbæk Skovgods, men endte som illegale, slidt op af hårdt arbejde 60 timer om ugen. De sov med babydyner og blev kostet rundt som hunde af godsejerfruens gadedrengepift. 3F har meldt godset til politiet - og kræver 117.000 kroner til rumænerne.
Hvis de to rumænere Katalin Reka Koszta og Teodor Sipos havde vidst, hvad der ventede dem på Leerbæk Skovgods mellem Jelling og Vejle, var de blevet hjemme.
Men alt lød dejligt i de mails, de fik fra godsejerfruen Lone Moldrup: et godt au pair-job til dem begge i en sød familie. Hun ville endda klare opholdstilladelsen, fortæller de to rumænere. Efter en lang busrejse ankom de forventningsfulde til Vejle i juli, men endte snart i et mareridt, der kulminerede en mørk augustaften, hvor de blev smidt ud:
Godsejerne ville have dem ind i en minibus med mørke vinduer for at få dem sendt direkte til Prag klokken fire om morgenen.
- I må forlade Danmark i nat, sagde godsejerne. Vi var bange for, hvad de kunne finde på, fortæller Katalin, der er 28 år.
På det tidspunkt var de slidt op af arbejdsmandsarbejde, der fyldte det meste af arbejdstiden på 60 timer om ugen. Den lovede opholdstilladelse kom aldrig - og så var de illegale. Kun lidt af arbejdet bestod af børnepasning af de seks børn fra to til ti år, oplyser rumænerne, der til sidst gik til 3F med deres oplevelser.
Verdens mindste mand
Katalin Reka Koszta og Teodor Sipos fortæller, at da de en dag klagede over deres smertende kroppe, blev de tilbudt piller.
- Vi vidste ikke, hvad det var, så dem turde vi ikke spise. Men godsejerfruen trak jævnligt ned i mine øjenlåg som på en anden hest for at se, om jeg var rød eller ej, siger Katalin.
Teodor på 39 år sled i det med godsejerfruens gadedrengepift i ørerne. Han var alene om at fælde op til 25 meter høje træer. Uden sikkerhedsudstyr, hvor en del af ophugningen og bjergningen foregik i vand til livet i den å, hvor en del af tømmeret landede.
De tilhører det ungarske mindretal i Rumænien, som er et stolt folkefærd, så piftene gjorde mest ondt.
- Hun piftede hele tiden for at få mig til at arbejde hurtigere, når jeg pustede ud eller fik ondt. Jeg følte mig som verdens mindste mand, fortæller Teodor.
Katalin er så flov, at hun næsten ikke kan få sig til at fortælle om et af lavpunkterne i hendes arbejde. Dengang hun måtte tørre godsejerfruens menstruationsblod op med en klud efter hende i soveværelset.
- Jeg troede jo, børnene var kommet til skade, siger Katalin.
Rumænerne tabte sig syv og fem kilo på få uger. Når aftensmaden ikke stod på spaghetti uden noget, lå der kartofler og gulerødder på tallerkenen. Når de havde spist aftensmad, skulle de gøre rent i køkkenet i timevis, fortæller de.
- Det orkede vi ikke, så tit droppede vi aftensmaden for at få fred. Lone Moldrup var hysterisk, og vi tænkte tit: Hvor mange har været udsat for det her før os?
Behandlet som en hund
De forklarer begge, at Lone Moldrup fastslog, at hun var chefen. Ægtefællen Bror Moldrup holdt sig mest i baggrunden.
Noget af det værste for Teodor var, at godsejerfruen satte ham til meningsløse opgaver. Som at hugge store træstubbe væk med håndøkse. En opgave som en maskine klarer på få minutter, men som er noget nær umulig med håndkraft.
- Jeg blev behandlet værre end en hund. Det var som om, hun nød at se mig ydmyget. Når jeg gik på knæ, fordi jeg havde ondt i ryggen, var hun der med det samme: Hurtigere, hurtigere, husker Teodor.
Katalin blev sat til at male huse på godsets område i ugevis, uanset om regnen stod ned eller ej.
- Når jeg brokkede mig over at male i styrtregn, sagde godsejerfruen: "I er et par kommunister, og vi kan ikke lide kommunister".
Noget af malearbejdet foregik i seks meters højde, men så blev Teodor beordret op på stigen.
Rumænerne boede i et stort hus på godsets område, men havde kun et lille værelse, hvor de sov på gamle madrasser på gulvet. I et værelse ved siden af sov to polakker, der også arbejdede på godset.
- Jeg fik en babydyne i et voksenbetræk. Der var snavset og usselt. Men vi gik som regel alligevel i seng ved otte-nitiden, fordi vi var så trætte, siger Katalin.
Uhyggelig afsked
De var udmattede om aftenen 28. august, hvor minibussen holdt på gårdspladsen. Men de var også skrækslagne og vrede.
"Stig ind i minibussen, så får I jeres penge, lød det fra Bror Moldrup.
- Vi var nervøse for, hvad der kunne ske med os, hvis vi steg ind. Vi turde ikke og blev smidt ud med den besked, at de ejede alt inden for to kilometers radius - også offentlig vej. Vi flygtede til fods med al bagagen på nakken, fortæller Katalin, der husker, hvordan Bror Moldrup senere indhentede dem i minibussen og gav dem deres penge.
Katalin og Teodor gik i halvanden time, før de fik hjælp af nogle danskere, de kender. Efterfølgende henvendte de sig til 3F.
De var begge hyret gennem et rumænsk bureau, og deres jobannonce lå på internettet, hvor Lone Moldrup så den. Samlet hyre for halvanden måneds arbejde var 1.000 euro kontant. Cirka 8.000 kroner.
De er begge stadig i Danmark og søger job, for det er hårde tider i Rumænien. Katalins far har Parkinsons syge og sidder i kørestol med en brækket hofte. Han får cirka 700 kroner. om måneden af det offentlige.
- Det er meget svært at klare sig og hårdt at leve, siger Katalin.
Teodor er udlært elektriker og har arbejdet i landbruget, mens hun har haft job som skolelærer i Rumænien.
- Men lønnen er meget lille, og der er stort set intet arbejde at få. Derfor tog vi til Danmark. Vi vil prøve at skabe os et liv, men det, vi har oplevet, er jo værre end det, der foregår i Rumænien, lyder det fra Teodor og Katalin.
3F Kongedalen har anmeldt Leerbæk Skovgods til Vejle Politi for brug af illegal arbejdskraft, oplyser faglig sekretær Jonny Wyrtz.
- Vi har et samlet krav for manglende løn, feriepenge og ansættelsesbevis på 117.143,91 kroner, som er fremsendt til Leerbæk Skovgods.
Vejle Politi efterforsker sagen, men de har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
Jonny Wyrtz er rystet over rumænernes vilkår hos godsejerne.
- Vi har håndfast dokumentation for, at de er blevet udnyttet. De arbejdede i seks uger og fik cirka 4.000 kroner hver - langt under mindstelønnen, siger Jonny Wyrtz.
Leerbæk Skovgods, også kendt som Lerbæk Mølle, er en privatejet landbrugs- og skovejendom ejet af Lone og Bror Moldrup. Godset er flere hundrede år gammelt og blev overtaget af ægteparret i 1996 efter at have stået tomt i mange år.
De har fået udført en omfattende renovering gennem årene og ernærer sig ved skovdrift, pyntegrønt og udlejningsvirksomhed til blandt andet selskabsjagter. Godsejernes talelyst er ikke stor.
- Jeg har ingen kommentarer. Jeg har ikke noget at bidrage med, siger Bror Moldrup.
Efter flere forsøg på telefonen beder godsejerparret om at få spørgsmålene på en mail. De er blevet præsenteret for en række af kritikpunkterne, men har ikke besvaret henvendelsen.
- Vi skammer os over vores landsmænd, som skruppelløst udnytter gennemhæderlige udlændinge. Det er næsten ikke til at bære, siger pensioneret folkekirkepræst Kristian Bundgård, Bramming.
Han og hustruen er nogle af de danskere, der har hjulpet de to rumænere. Aftenen før de blev smidt på porten, tog Kristian Bundgård ud på godset for at få en snak med godsejerne om rumænernes arbejdsforhold. De nægtede og smed ham ud.
- Jeg tror, Teodor og Katalin blev smidt ud, fordi de havde henvendt sig til mig, siger han.
Han står bag en grundtvigsk, luthersk forening på Bramming-egnen og har mødt Katalin flere gange i Rumænien gennem en venskabsmenighed i byen Crisbav. Katalin har været i Danmark med den rumænsk-ungarsk-lutherske menighed - hendes bror har i øvrigt også prædiket i danske kirker.
- En af grundene, til at de vovede sig helt til Danmark, er, at Katalin har mødt dansk gæstfrihed og venlighed i de sammenhænge, siger præsten.
Der var en hektisk mail-udveksling i perioden op til Katalin og Teodors ankomst til Danmark. Men efter de blev smidt ud, opdagede Katalin, at alle de mails Lone Moldrup havde sendt hende med lokkende løfter, var blevet slettet på hendes hotmail. Det er umuligt at bevise, men de har en kraftig mistanke om, hvem der står bag.
- Jeg havde lånt Lone Moldrups computer til min hotmail, og hun må have luret min adgangskode. Heldigvis tog vi papirkopier af de vigtigste mails, siger Katalin.
Det fremgår af mailene, at godsejerne i en lang arbejdsbeskrivelse lovede begge rumænere au pair-job med otte timers arbejdsdag. Der står ikke et ord om arbejdsmandsarbejde.
I en mail skriver Lone Moldrup:
"Jeg så jeres ansøgning om au pair på internettet, og det lyder som om, I kunne være det rigtige par for vores familie ..."
I en anden mail skriver hun:
"Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg er meget lykkelig over, at I endelig har besluttet at komme til vores familie og gøre livet lettere for os otte. Vi har en alt for travl hverdag, og vi har virkelig brug for nogle til at hjælpe os med det praktiske arbejde i huset og i haven ... Men så er jeg sikker på, at I vil finde lykke med hinanden her, hvor omgivelserne er meget romantiske og pæne".
Da de spørger til arbejdstilladelser, svarer Lone Moldrup på mail:
"Jeg foreslår, at I kommer her, og - taget i betragtning at I (Rumænien red.) vil være i EU efter 1. januar - søger om tilladelse her."
Der har været andre ofre i kløerne på godsejerparret på Leerbæk Skovgods. I 2001 blev den 22-årige landbrugspraktikant Mindaugas Tamosaitis fra Litauen mødt med skældud, forefaldende arbejde og en ussel hyre i stedet for den uddannelse, han var blevet lovet. Tagdækning, malerarbejde og opsætning af hegn var ofte arbejde, han blev sat til, når han ikke stablede brænde eller klippede pyntegrønt. Desuden fortalte han, at Lone og Bror Moldrup af og til leverede mad, der var over sidste salgsdato.
- Det var ikke mad, man ville give en hund, sagde Mindaugas Tamosaitis, der var underbetalt.
3F rejste krav om efterbetaling, og Bror Moldrup indgik til sidst forlig, som gav litaueren 14.000 kroner. Trods forliget afviste Bror Moldrup at have underbetalt ham.
HC
Katalin Reka Koszta og Teodor Sipos troede, de skulle arbejde som au pairer på Leerbæk Skovgods - i stedet blev de sat til hårdt fysisk arbejde.
- Godsejerfruen piftede hele tiden for at få mig til at arbejde hurtigere, når jeg pustede ud eller fik ondt, fortæller Teodor.
Katalin blev blandt andet sat til at tørre godsejerfruens menstruationsblod op med en klud i soveværelset.
"Vi har virkelig brug for nogle til at hjælpe os med det praktiske arbejde i huset og i haven. Men så er jeg sikker på, at I vil finde lykke med hinanden her, hvor omgivelserne er meget romantiske og pæne."
Godsejerfrue Lone Moldrup i mail