Virksomheder roser jobcentre

De kommunale jobcentre får ros i en meningsmåling, Kommunernes Landsforening har foretaget blandt de virksomheder, der bruger jobcentrene.

95 pct. af de danske virksomheder, der jævnligt bruger jobcentrene til f.eks. fleksjob, rekruttering eller til at klare problemer for sygemeldte medarbejdere, har messer af ros til overs for jobcentrene.

Det dokumenteres i en ny meningsmåling, Kommunernes Landsforening (KL) har gennemført blandt et bredt udsnit af danske virksomheder, der er blevet spurgt om deres brug af og mening om den service, de får hos jobcentrene.

To tredjedele af virksomhederne har inden for det seneste års tid selv kontaktet jobcentret. Svarene viser, at 65 pct. af virksomhederne er meget tilfredse eller tilfredse med den service de får, 30 pct. er neutrale og kun fem pct. er utilfredse.

63 pct. af virksomheder er endda så glade for den service, de får, at de vil anbefale andre virksomheder at bruge jobcentrene.

"Det her viser, at jobcentrene har bestået med glans. På deres korte halvandetårige levetid har de fået rigtig godt fat i virksomhederne," siger Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S), der er formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Han mener, at den gode virksomhedskontakt betyder, at jobcentrene står godt rustet til at klare fremtidens udfordringer.

"Det tegner jo til, at jobcentrene fremover skal navigere ledige og virksomheder rundt i et marked, hvor der på den ene side står virksomheder, der må fyre folk, mens andre fortsat vil mangle kvalificeret arbejdskraft," siger Erik Nielsen.

Han foreslår, at man allerede nu går i gang med at ændre på strukturen i jobcentrene, så kommunerne får hele ansvaret for beskæftigelsespolitikken.

"Til gengæld kan DA og LO jo så blive sikret indflydelse på lokalt plan i de kommunale beskæftigelsesråd," siger Erik Nielsen til ErhvervsBladet.

Men arbejdsmarkedets parter er ikke meget for at ændre på strukturen i jobcentrene.

"Vi mangler simpelthen at se dokumentation for, at pilotjobcentrene gør det bedre end de andre. Det er selvfølgelig glædeligt, at så mange virksomheder er tilfredse, men samtidig ved vi, at nogle virksomheder helt har fravalgt jobcentrene, fordi de ikke er effektive nok. De indgår slet ikke i undersøgelsen," siger chefkonsulent i DA, Jørgen Bang-Petersen.

Også LO vil vente indtil jobcentrene skal evalueres i 2010.

"Det væsentligste er, at arbejdsmarkedets parter er med, fordi undersøgelser jo viser, at det giver de bedste resultater. Vi vil gerne diskutere strukturen, når evalueringen foreligger," siger næstformand Lizette Risgaard til ErhvervsBladet.

1.300 virksomheder i alle størrelser og brancher i 13 kommuner med pilotjobcentre har svaret på KL's meningsmåling.

De fem områder, hvor virksomhederne oftest beder jobcentret om hjælp, er: fleksjob, rekruttering af medarbejdere, løntilskudsjob, virksomhedspraktik og opfølgning på sygedagpenge. Der er en lille tendens til, at jo større virksomheden er, jo mere tilfreds er den.

Det er den første måling, så det er ikke muligt at sige noget om udviklingen i virksomhedernes tilfredshed med jobcentrene. Fremover vil meningsmålingen blive gennemført en gang årligt.