Kontorchef: Det papir kender jeg intet til
En 14 år gammel vejledning fra Arbejdstilsynet er på mystisk vis forsvundet i Gentofte Kommunes arkiver. Ansvarlig kontorchef nægter kendskab til dokumentet, der anbefaler de wirer, kommunen nu har fået sat op.
Der er stille på Lars Nibelius' kontor. Meget stille. Kontorchefen har lige fået udleveret en 14 år gammel vejledning, som Arbejdstilsynet udarbejdede om Gentofte Kommunes livsfarlige loft. Efter 30 sekunder bliver det så pinligt, at Fagbladet 3F bryder tavsheden.
I vejledningen står det sort på hvidt, at Gentofte Kommune bør sætte wirer eller anden form for sikkerhed op. Har du aldrig set den før?
- Nej, det var før min tid.
Men sådan en vejledning ligger vel i et arkiv?
- Jeg har aldrig set det før.
Hvordan kan en vejledning forsvinde?
- Jeg har ikke andet at sige, end at jeg intet kendskab har til denne vejledning.
Men her står jo allerede i 1993, at der skulle sættes wirer op.
- Ja.
Hvad er din kommentar til det?
- Jeg har ingen kommentarer til det, lyder det fra Lars Nibelius.Papirer forsvinder sporløst
Fagbladet 3F besøger kontorchef og ansvarlig for intern service i Gentofte Kommune Lars Nibelius. Grunden til besøget er, at Fagbladet har fået aktindsigt i Arbejdstilsynets risikovurdering af Gentofte Kommune. Heriblandt vejledningen fra 1993, der tager sikkerhedsproblemet på loftet op. Mens Fagbladet 3F ikke har haft problemer med at få fat i vejledningen, sejler det øjensynligt i forvaltningen i Gentofte. For her er brevet væk, og kontorchefen kender - trods 12 års ansættelse - intet til vejledningen.
Til gengæld kender han alt til, hvor farligt loftet er. Han har selv været på loftet og har også ansvaret for, at loftet er forsvarligt. Derfor valgte kontorchefen at hyre Forenede Rengøring til ekstraordinært at rengøre det farlige loft. En opgave, som han kalder "specialopgave"
Du kalder selv rengøringen af loftet for en specialopgave. Altså et stykke forholdsvist farligt arbejde, der skal udføres?
- Ja.
Hvordan kan en risikovurdering så forsvinde?
- Det ved jeg ikke. Papiret er før min tid.
Ligger der andre risikovurderinger i Gentofte, som du ikke kender til?
- Det håber jeg så sandelig ikke.
Men ifølge Forvaltningsloven skal risikovurderingen vel arkiveres?
- Ja. Men jeg havde ingen kendskab til papiret, før I kom med det.
Hvem har ansvaret for, at vejledningen er forsvundet?
- Det vil jeg ikke kommentere.
Du vil som chef for forvaltningen ikke placere et ansvar?
- Hvis jeg havde set denne her vejledning, så var de wirer kommet op, siger kontorchefen.Borgmester i flyverskjul
Fagbladet 3F ville efterfølgende gerne have talt med borgmester i Gentofte Kommune Hans Toft (K). Vi ville gerne have spurgt ham om, hvordan papirer bare sådan forsvinder ud i den blå luft. Men borgmesteren er øjensynligt enten gået på tidlig afspadsering, eller også interesserer ulykken på kommunens rådhus ham ikke. For trods adskillige henvendelser vendte han aldrig tilbage.
I stedet ringer Lars Nibelius til Fagbladet fire timer efter vores besøg på hans kontor.
- Jeg har hørt, at I gerne vil tale med Hans Toft, lyder det spørgende fra kontorchefen.
Ja. Vi vil gerne have flere oplysninger om loftet.
- Jeg kan fortælle, at borgmesteren og kommunaldirektøren har bedt mig om at tage mig af alle henvendelser vedrørende ulykken, siger Lars Nibelius og fortsætter:
- Jeg har været i kontakt med Teknisk Forvaltning, der fortæller, at man har sat øksner op på loftet.
På baggrund af vejledningen 1993?
- Ja. De er i hvert fald nye.
Men kan de ikke lige så godt være sat op før 1993?
- Det mener de ikke. Man mener, at de er sat op på baggrund af tilsynet i 1993. Der står jo også i vejledningen, at det skal være wirer eller anden form for sikkerhed. Og det er så blevet gjort, afslutter kontorchef Lars Nibelius.
Fagbladet 3F har søgt aktindsigt hos Gentofte Kommune i alle udgifter, der vedrører loftet i perioden fra tilsynets besøg i 1993 til ulykken 2007. Vi vil gerne vide, hvornår - og om - kommunen har fulgt tilsynets vejledning og udbedret sikkerheden efter tilsynet, som kontorchefen mener. Men indtil videre har kommunen ikke kunnet være behjælpelig med bilag eller andre dokumenter, der kan klarlægge, om kommunen overhovedet har gjort noget for at sikre det dødsensfarlige loft før ulykken.