Flertal ønsker lettere jobdeling

Et flertal uden om regeringen ønsker at gøre det lettere at være på arbejdsfordeling. Men Dansk Folkeparti vil ikke bruge flertallet.

Socialdemokraterne og 3F anklager Dansk Folkeparti for dobbeltspil. Partiet og dets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted ønsker at lempe regler for arbejdsfordeling. Men vil ikke stemme for i Folketinget.Socialdemokraterne og 3F anklager Dansk Folkeparti for dobbeltspil. Partiet og dets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted ønsker at lempe regler for arbejdsfordeling. Men vil ikke stemme for i Folketinget.

Rød blok og Dansk Folkeparti er enige: Reglerne for 3F'ere og andre på arbejdsfordeling bør ændres.

- Under krisen har arbejdsfordeling vist sig at være et rigtigt godt redskab. Derfor skal det have sit eget selvstændige forløb, som ikke påvirker muligheden for at få dagpenge, siger Bent Bøgsted.

Han er arbejdsmarkedsordfører for DF. Og både han og partierne i oppositionen vil have nye regler, så man ikke tærer på dagpengeperioden, når man er på arbejdsfordeling. Det sker i dag, selvom man er på arbejde hver anden uge som del af en arbejdsfordeling.

DF lurepasser

Partierne vil også gerne undgå, at man næsten har opbrugt sin ret til supplerende dagpenge, når man har været på arbejdsfordeling i to gange 13 uger. Supplerende dagpenge kan man højst modtage i 30 uger af gangen.

Dermed er man altså afskåret fra at tage et deltidsjob, hvis det alligevel ender med en fyreseddel, når arbejdsfordelingen er slut.

Danske lønmodtagere skal dog ikke sætte næsen op efter forandringer. DF vil alligevel ikke gå mod regeringen:

- Vi vil ikke stemme for at ændre reglerne på dette område. Vi er bundet af et forlig med regeringen, siger Bent Bøgsted.

Ude i hampen

Det mener Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Torben Hansen, er helt ude i hampen:

- Hver gang Dansk Folkeparti får muligheden for at hjælpe lønmodtagerne, vil de alligevel ikke være med. Det er pinligt, siger han.

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, er til gengæld godt tilfreds med, at DF ikke vil sætte handling bag ordene:

- Vi har et helt klart princip om, at man skal stå til rådighed, hvis man er på dagpenge. Det skal vi ikke pille ved, siger han.