Regler om ret til at uddanne bør strammes

3F: Retten til at uddanne elever bør kunne fratages virksomheder med et dårligt arbejdsmiljø. For unge under psykisk pres lærer intet.

Et dårligt psykisk arbejdsmiljø bør kunne føre til fratagelse af retten til at have elever. Det mener Preben Rasmussen, der er forhandlingssekretær i 3F Privat Service, Hotel og Restauration.

Han udtaler sig på baggrund af forholdene på Pejsegården i Brædstrup, hvor 10 af 16 kokkelever gennem de seneste fem år har afbrudt deres uddannelse.

”Steder som Pejsegården masseproducerer unge med ar på sjælen og burde for længst være frataget retten til at have elever. Men det faglige udvalg, som står for godkendelsen, kan kun gribe ind, hvis elever gentagne gange dumper til deres svendeprøver,” siger Preben Rasmussen til Nyhedsbrevet 3F.

For syv år siden fratog Det Faglige Udvalg for Tjeneruddannelsen Pejsegården retten til at uddanne tjenerelever. Den beslutning gik Ankenævnet vedrørende praktikvirksomheder imod.

”Men måske skal vi forsøge igen. Vi må jo se, om tidsånden er nået til ankenævnet,” siger Tanja Brauer, der er formand for Det Faglige Udvalg for Gastronomuddannelsen.

Hun mener også, at Folketingets Uddannelsesudvalg bør se på en stramning af reglerne. Hun vil ikke lægge sig fast på, hvor mange sager, der skal til, før lærestedsgodkendelsen skal ryge.

”Nogle gange skal det måske ske øjeblikkeligt. Men det bør i hvert fald ske med Pejsegården, hvor der gennem årene har været sag på sag. I det seneste tilfælde har hele to retsinstanser – elevernes Tvistighedsnævn og retten i Horsens – givet elever erstatninger,” siger Tanja Brauer.

Hun tilføjer, at det ikke nytter, at man kun kan frakende ud fra et uddannelsesmæssigt aspekt.

”Unge, der samtidig er udsat for psykisk pres, lærer ikke noget. Men da de fleste på Pejsegården står af inden svendeprøven, er det vanskeligt at bevise, at de ikke lever op til det, de skal.,” siger Tanja Brauer til nyhedsbrevet.