20.000 kroner mere i lommen
- Det bliver dejligt at komme på skolebænken og møde andre, siger Kenneth Bruun fra Fredericia, der ellers ikke umiddelbart synes, der var meget motivation for at blive faglært for sådan en som ham.
Kenneth Bruun, 50 år. Statoil i Fredericia. Chauffør. Ud efter 7. klasse. Har taget 8. og 9. klasse på aftenskole plus en række AMU-kurser. Bliver udlært chauffør. 20.000 kroner mere i lommen
- Jeg har jo været olie- og benzinchauffør siden 1978. Men den økonomiske gevinst ved at tage transportuddannelsen har jeg regnet ud til 20.000 kroner over tre år. Plus feriepenge og pension, og det giver et skub, siger Kenneth, der også får de kurser, som ifølge EU-regler bliver lovpligtige fra 2009.
Han blev kompetenceafklaret på EUC Lillebælt, hvor han også til sin tid tager uddannelsen. Men først rundede han 3F Fredericia og faglig sekretær Ejner Lind til en forsamtale.
- Medlemmerne kender mig og er trygge, siger Ejner Lind, der mærker stigende interesse for transportuddannelsen, efter at løntillægget som faglært kom ind i overenskomsten i 2007.
Med sine AMU-kurser og mange tusinde kilometer på landevejen bliver Kenneth faglært på ti uger.
- Jeg føler mig som professionel chauffør i forvejen, men ser frem til at få genopfrisket kundskaberne. Man skal ikke være bange for at dumme sig. De andre er i samme situation som en selv, siger Kenneth, der synes, det er knaldgodt, at transportfaget bliver højnet.