Stort fald i dødsulykker i byggeriet
Med syv dødsulykker i 2009 er der sket et dramatisk fald i antallet af dødsulykker på danske byggepladser. Årsagen er et stort dyk i aktiviteten.
Efter to meget blodige år med 13 og 16 dødsulykker, skete der i 2009 “kun” syv dødsulykker i byggeriet. (Foto: Joachim Rode) Byggeriet oplevede ikke bare et gigantisk dyk i aktiviteten i 2009. Også antallet af dødsulykker faldt dramatisk. I alt mistede syv bygningsarbejdere livet på arbejdspladsen mod 16 i 2008 og 13 i 2007.
Af de syv dødsfald skete to ikke som direkte følge af byggeaktivitet. I det ene tilfælde blev en håndværker dræbt i sin bil på vej fra en arbejdsopgave til en anden. I det andet tilfælde blev en bygningsarbejder kvalt af et stykke kød under sin frokost på en byggeplads.
- Med god vilje kan man med andre ord derfor sige, at der kun er tale om fem dødsfald i byggeriet, og det er alt andet lige en glædelig udvikling i forhold til de seneste år, selvom hvert eneste dødsfald på jobbet er et for mange, siger Gynther Honnens, forhandlingssekretær og arbejdsmiljøansvarlig i Byggegruppen i 3F.
Fortsat mange dårlige pladser
Gynther Honnens er ikke i tvivl om, at en del af årsagen til den positive udvikling skal findes i, at der simpelthen har været færre beskæftigede ved byggeri.
- En afgørende forskel på 2009 i forhold til de to år før er, at aktiviteten er faldet enormt. Der har simpelthen været færre beskæftigede ved byggeri, og man kan vel formode og også håbe, at det er en del af de mere useriøse aktører, der er luset ud af branchen, siger han.
Derfor bør de positive tal ikke give anledning til at hvile på laurbærrene, mener Gynther Honnens.
- Det er tilfældigheder og ofte direkte held eller uheld, der afgør, om en alvorlig ulykke også bliver en dødsulykke. Man skal glæde sig over faldet, men man skal samtidig også lade være med at overfortolke det. Sagen er jo, at forholdene på byggepladserne fortsat mange steder ikke er, som de bør være. Det afslører Arbejdstilsynets kampagnebesøg, så for alt i verden må vi ikke læne os tilbage og konstatere, at nu er alt godt, siger den arbejdsmiljøansvarlige i Byggegruppen.