Skole smider 31 elever på gaden

Undervisningsministeriet har tvunget Aalborg Tekniske Skole til straks at stoppe en særlig uddannelse for 31 ukrainske landbrugselever, fordi uddannelsen ikke lever op til reglerne.

31 unge ukrainere er pludselig smidt på gaden af Aalborg Tekniske Skole.
 (Arkivfoto: Jens Bach)31 unge ukrainere er pludselig smidt på gaden af Aalborg Tekniske Skole. (Arkivfoto: Jens Bach)

31 unge ukrainere er pludselig smidt på gaden af Aalborg Tekniske Skole.

Eleverne skulle snart begynde på den tekniske skole, men nu har Undervisningsministeriet tvunget skolen til at lukke dens særlige uddannelse for ukrainske landbrugselever.

Det møder skarp kritik fra 3F:

- Det er en skandale, at man i Danmark behandler mennesker på den måde. Skolen har været amatøragtig ud over alle grænser, når den får folk ind på en uddannelse, som ikke følger loven, siger Lars Mark Jensen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F Aalborg, til Nyhedsbrevet 3F.

Elever mister 70.000 kroner

De 31 ukrainere skulle efter planen begynde 7. april på en særlig 20 ugers uddannelse på Aalborg Tekniske Skole. Uddannelsen foregår på engelsk og er udelukkende for ukrainske landbrugselever.

Men den plan er altså nu ændret fra den ene dag til den anden.

- Eleverne står nu til at miste hver 70.000 kroner. Vi vil forsøge at rejse en erstatningssag for ukrainerne, siger Lars Mark Jensen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F Aalborg.

I Undervisningsministeriet mener man, at Aalborg Tekniske Skole efter alt at dømme har brudt reglerne i loven om erhvervsuddannelser.

- Der er noget, der tyder på, at Aalborg Tekniske Skole ikke har overholdt loven. Det har vi meddelt skolen, og vi beder nu om nogle svar. Jeg har ikke flere kommentarer til sagen, da vi er midt i sagsbehandlingen, siger Jørgen Torsbjerg Møller, kontorchef i Undervisningsministeriet, til Nyhedsbrevet 3F.

Skole indrømmer svigt

På Aalborg Tekniske Skole erkender ledelsen, at den ikke har gjort sit arbejde godt nok.

Hvordan har du det med, at 31 elever nu må afbryde deres uddannelse, fordi I ikke har sat jer ind i reglerne?

- Det er beklageligt, at eleverne nu må stoppe på uddannelsen. Vi har haft en forespørgsel om principperne i loven, og vi mener selv, at vi er i god tro, siger Lars Bregnehøj Hansen, uddannelseschef på jordbrugsområdet på Aalborg Tekniske Skole, til Nyhedsbrevet 3F.

Hvad skal eleverne nu leve af?

- Det skal jeg ikke kunne forholde mig til, siger Lars Bregnehøj Hansen.

Uddannelseschefen oplyser dog, at skolens 31 ukrainske elever nu kan søge ind på andre uddannelsesinstitutioner i Danmark eller i hjemlandet.

Aalborg Tekniske Skole udbød i marts sidste år for første gang den amputerede landbrugsuddannelse på blot 20 uger kun for ukrainere. Skolen har allerede haft to hold igennem uddannelsen, som er betalt af de danske skatteydere.