Usikker fremtid for Post Danmark
Minister afviser ikke, at det kan blive nødvendigt med statstilskud, når man både skal give Post Danmark konkurrence og sikre den daglige omdeling.
Transportminister Jakob Axel Nielsen (K) afviser ikke, at det kan blive nødvendigt med statstilskud for at finansiere den såkaldte befordringspligt. (Arkivfoto.) Om godt tre år er det slut med Post Danmarks monopol på omdeling af almindelige breve op til 50 gram.
Det har EU's Ministerråd besluttet, men de enkelte medlemslande skal fortsat garantere, at alle kan få post mindst fem dage om ugen og sende breve til en overkommelig pris.
Dermed står Post Danmark til at få konkurrence de steder, virksomheden i dag tjener penge - på de store kunder og omdelingen i byerne. Som kompensation åbner EU-direktivet mulighed for at yde statstilskud til at finansiere omdelingen i de tyndt befolkede områder.
Minister åbner for statstilskud
Transportminister Jakob Axel Nielsen (K) afviser ikke, at det kan blive nødvendigt med statstilskud for at finansiere den såkaldte befordringspligt. Det fremgår af en række skriftlige svar til Fagbladet, som blandt andet har spurgt ham, om ikke statstilskud er den eneste realistiske mulighed.
- Hvordan vi konkret udmønter befordringspligten i Danmark i et frit postmarked, vil blive drøftet med de politiske partier, der står bag postforliget fra 2004. Foruden regeringspartierne er det Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, skriver ministeren.
Post Danmark har krævet, at der skal være lige betingelser, så konkurrenterne også udstyres med en befordringspligt i de områder, de overtager.
Samtidig har Post Danmark betinget sig, at konkurrenter ikke bare kan komme og nasse på selskabets faciliteter - herunder sorteringsanlæg.
Om der skal ydes statstilskud, eller om konkurrenterne alternativt skal udstyres med en befordringspligt i de områder, de overtager, svarer Jakob Axel Nielsen ikke direkte på. Men han erkender, at Post Danmark får et problem, når monopolet ryger.
- Der er behov for at se på rammerne for Post Danmarks virke, med henblik på at sikre en fortsat sund og bæredygtig virksomhed til at varetage befordringspligten. Endvidere skal der tages stilling til de konkurrerende postvirksomheders adgang til Post Danmarks serviceydelser, skriver ministeren.
Minister bakker op om høje privat-priser
Målet med liberaliseringen er med hans ord at få en "mere effektiv og dynamisk sektor med bedre service". Og Jakob Axel Nielsen finder det naturligt, at det bliver dyrere at sende breve enkeltvis, mens storkunderne slipper billigere - som Post Danmark netop har lagt op til med portoforhøjelsen på 75 øre.
- Langt den største del af brevene sendes i dag af erhvervslivet, som dermed også er den største bidragsyder til, at alle husstande kan få post hver dag. Ud over de store erhvervskunder er det også foreninger og organisationer, som vil kunne benytte den nye billigere brevform. Vi sender hver især privat 16 breve i gennemsnit i løbet af et år. Den almindelige bruger er i langt højere grad modtager af breve fra alle de mange virksomheder. Når de breve vi modtager bliver billigere er det også en fordel for os, skriver Jakob Axel Nielsen.
Han afviser dog ikke, at der kan lægges loft over, hvor meget priserne må stige.