Retten til ferie forsvinder ikke under sygdom
EF-domstolen har fastslået, at man ikke fortaber sin ret til at holde ferie eller få en godtgørelse ikke fortabes, hvis man på grund af sygdom ikke har kunnet holde ferien. EU-direktiv står over national lovgivning.
Selv om man bliver syg, mister man ikke retten til at holde ferie, fastslår EF-domstolen. (Foto: Folkeferie.) Man mister ikke retten til ferie, selv om man ikke er i stand til at holde ferien på grund af sygdom.
Det har EF-domstolen netop slået fast. Det er sket på baggrund af to sager fra Tyskland og Storbritannien. Med dommen fastslår EF-domstolen, at EU’s arbejdstidsdirektiv er hævet over national lovgivning.
Den ene sag drejer sig om en enkelt ansat ved et tysk pensionsselskab. Han var sygemeldt i et år, inden arbejdsforholdet efter 25 års ansættelse ophørte. Dommen siger, at den ansatte skal have feriepenge for den ferie, han ikke har kunnet holde under sygdomsperioden.
Står over national lov
Den anden sag drejer sig om en række ansatte ved en britisk myndighed, hvoraf nogle blevet afskediget under sygdom. Også her siger dommen, at arbejdstagerne, der ikke har kunnet gøre brug af deres ret til årlig betalt ferie, har krav på økonomisk godtgørelse på grundlag af deres normale løn.
Det hedder i domstolens præmisser, at arbejdstidsdirektivet forhindrer nationale regler eller praksis, som indebærer at retten til ferie bortfalder ”ved udløbet af referenceperioden og/eller en overførselsperiode, der er fastsat ved national ret”, selv om arbejdstageren har været sygemeldt i hele eller en del af referenceperioden og været uarbejdsdygtig indtil arbejdsforholdets ophør og derfor ikke har kunnet holde sin ferie.
Det hedder tilsvarende, at direktivet forhindrer eventuelle nationale regler om, at der ikke skal udbetales godtgørelse for ikke afholdt ferie på grund af sygdom.
Tyskland og England fik i sagen støtte fra fire andre EU-lande. Danmark har ikke været involveret i sagen.