Polsk firma afsløret i løgn

Østarbejdere: Brud på overenskomsten og ubetalte feriepenge koster en bod på 125.000 kroner til polske Budomex, der er underentreprenør på Pihl & Søns to store byggerier på havnen i Aarhus.

Manglende feriepenge og søgne- og helligsdagsbetaling koster det polske firma Budomex en bod på 125.000 kroner.  (Foto: Arkiv)Manglende feriepenge og søgne- og helligsdagsbetaling koster det polske firma Budomex en bod på 125.000 kroner. (Foto: Arkiv)

Der var kontant afregning på et fællesmøde mellem Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, LO og 3F onsdag. Mødet behandlede en faglige sag mod en af Pihl & Søns polske underentreprenører, firmaet Budomex.

Budomex er tidligere blevet pålagt at betale 470.000 kroner i feriepenge og søgne og helligdagsbetaling for 2012. Samtidig skal firmaet nu betale en bod på 125.000 kroner til 3F.

Efterbetalingen til de ansatte og boden skal senest være betalt om 14 dage, ligesom Budomex inden fristen skal dokumentere, at pengene vitterligt er betalt.

Stak en løgn

Den polske entreprenør har et dansk datterselskab og er medlem af Dansk Byggeri. På tidligere faglige møder mellem 3F og Dansk Byggeri har selskabet påstået, at de ansatte har fået den betaling, de har krav på efter overenskomsten.

Det fastslog dagens møde ikke var i overensstemmelse med sandheden.

- Vi har ikke fortilfælde, hvor vi, med Dansk Byggeris ufrivillige medvirken, er blevet løjet direkte op i vores åbne ansigter, siger Ole Christiansen, der er formand for bygge- og anlægsgruppen i 3F Rymarken i Århus.

Budomex: Uacceptabelt

Budomex erkender at de har lavet en fejl.

- Det er ikke acceptabelt, at pengene ikke er betalt. Det skal bringes i orden. Hvorfor pengene ikke er betalt vil jeg ikke udtale mig om til pressen, siger HR-chef Simon Hansen fra Budomex.

Det er ikke første gang, at Budomex indkasserer et fagretligt nederlag. I foråret 2012 år måtte Budomex betale et større beløb for at slippe ud af en sag om underbetaling på byggeriet Navitas i Aarhus Havn. Ifølge dagbladet Licitationen drejede det sig om en bod på mere end en halv million kroner.

Entreprenørselskabet Pihl & Søn har også brugt Budomex som underentreprenør på byggeriet af Bestsellers nye hovedsæde på havnen i Aarhus.

- I fremtidige sager med Pihl & Søns underentrenører vil vi kræve dokumentation for fremlagte påstande. Det ser ud til, at underentreprenører kun får opgaven ved at give et lavt bud og derefter snyde deres ansatte. Ellers hænger det ikke økonomisk sammen for Pihl & Søns underentreprenører, vurderer, fastslår Ole Vagn Christiansen.

1. februar starter 3F endnu en faglig sag mod Budomex om løn og pension.