Ingen opbakning til blokader efter krisemøde
Justitsministeriet vært for krisemøde om blokaderne på landevejene. 3F og arbejdsgiverne er enige om at aktionerne skal høre op straks. Problemer med reglerne om kørehviletid skal løses.
Men hvis de blokadeivrige folk fra landevejen regner med ændringer af reglerne i kølvandet på blokaderne, tager de fejl. (Foto: Scanpix) Flere havne og andre trafikknudepunkter var fortsat under blokade af vrede vognmænd og chauffører mandag. Derfor blev der indkaldt til et mindre krisemøde hos justitsministeriet mandag over middag.
Sammen med en række arbejdsgiverorganisationer var 3F også indkaldt til mødet i den arbejdsgruppe under ministeriet, der arbejder med at følge reglerne om kørehviletid.
Men hvis de blokadeivrige folk fra landevejen regner med ændringer af reglerne i kølvandet på blokaderne, tager de fejl.
Såvel 3F som ministeriet og arbejdsgiverne havde svært ved at genkende de aktionerende vognmænd og chaufførers billede af, at politiet med rund hånd uddeler gigantiske dummebøder for små og store brud på reglerne om kørehviletid.
- Vi var enige med såvel ministeriet som arbejdsgiverorganisationerne om, at ulovlige blokader er en totalt forkert måde at forhandle på og i at den slags protester må stoppe omgående, siger 3F's repræsentant på mødet Kjeld H. Jensen, der er miljøkonsulent i 3F's Transportgruppe.
Han kunne kun oplyse, at 3F trods flere opfordringer, kun har modtaget et enkelt eksempel på urimelige bøder for brud på reglerne. Og det var en bøde, som politiet trak tilbage, da 3F bragte den på banen.
Urimeligheder
Men også 3F peger imidlertid på en række urimeligheder i lovgivningen, og dem brugte 3F's Transportgruppe mødet hos justitsministeriet til at gøre opmærksom op en gang til:
- Det er ikke rimeligt at chauffører bliver straffet, når politiet afdækker ulovligheder i de såkaldte virksomhedskontroller hos arbejdsgiverne. Her er det jo åbenlyst, at det er arbejdsgiverne, der står bag brud på reglerne eller ikke sørger for at få dem stoppet, siger Kjeld H. Jensen.
Han gør opmærksom på at det er vognmændene, der har ledelsesretten, og dermed følger pligten til at instruere chaufførerne i de gældende regler.
- Det betyder at kørslen skal tilrettelægge, så chaufføren kan køre lovligt. Og igen. Der er en uretfærdighed i forbindelse med overtrædelser, der ikke går ud over trafiksikkerheden. Her kan en chauffør miste kørekortet, men hans vognmand, der iscenesætter kørslen, risikerer ikke at miste sin køretilladelse, siger Kjeld H. Jensen.
Han efterlyste desuden konsekvenser for udenlandske vognmandsfirmaer. Det er 3F's indtryk, at det kun er chaufførerne, der bliver straffet, når de bryder loven. Omvendt gør politiet angiveligt ikke noget for at inddrive de bøder der følger med hos deres udenlandske arbejdsgivere.
God timing
Mødet i justitsministeriets arbejdsgruppe har ikke fået de aktionerende vognmænd og chauffører til at stoppe blokaderne.
Mandag klokken 15:00 var der fortsat blokader flere steder.
Og skal man tro talsmanden for de aktionerende vognmænd og chauffører Per Thuesen, bliver der ikke ro foreløbig.
- Om nødvendigt fortsætter vi julen over, siger Per Thuesen til Lastbilmagasinet.
Her glæder han sig desuden over, at valgkampen har givet protesterne "den bedst mulige timing".
Den vurdering er det så langt fra alle chauffører, der er enige i.
Både Fragt og Vognmandschaufførernes Landsklub og Eksportchaufførernes Landsklub tager kraftigt afstand fra blokaderne.
Og også fra I/A-gruppen, et græsrodsnetværk, for chauffører, kritiserer blokaderne, og henviser til at der fortsat forhandles om kørehviletidsbestemmelserne.
I/A-gruppens talsmand Birger Vinstrup vurderer i øvrigt overfor Ritzaus Bureau, at det er en forholdsvis lille gruppe chauffører, der bakker op om blokaderne, mens langt de fleste ønsker at løse problemerne via forhandlinger.
Organisationer: Stop blokader (udsendt d. 5. november 2007)
Organisationer: Stop blokader (udsendt d. 5. november 2007)