Flere 3F-afdelinger danner klubber for ledige
Jobklubber for langtidsledige dukker op rundt omkring i landets 3F-afdelinger. Klubberne byder både på netværk, oplæg fra virksomheder og undervisere og træning i jobsøgning og cv-skrivning. 3F bakker tiltaget op og opfordrer til mere af samme skuffe.
En række 3F-afdelinger rundt om i landet har oprettet såkaldte jobklubber for udfaldstruede dagpengemodtagere. Her kan de ledige blandt andet få hjælp til jobsøgning og cv-skrivning. (Foto: Colourbox) Efterhånden som den forkortede dagpengeperiode er blevet virkelighed for mange ledige, er flere såkaldte jobklubber skudt op. Fagbladet 3F har kendskab til op mod 10 lokale 3F-afdelinger, som enten har dannet eller planlægger at danne jobklubber.
Hos 3F Østfyn i Nyborg oprettede man en jobklub i september sidste år.
- Vi ønskede at sætte fokus på folk, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet. Vi har dog som ambition, at alle - ikke kun langtidsledige - skal kunne komme i en jobklub, siger uddannelsessekretær hos 3F Østfyn Niels Rude.
Hos 3F Østfyn har cirka 40 udfaldstruede dagpengemodtagere deltaget i den nuværende jobklub. Deltagerne mødes to gange om ugen over et forløb på 8 uger. Undervejs træner de både jobsøgning og cv-skrivning, og hver enkelt deltager laver en personlig handlingsplan. Forløbet byder også på undervisning og virksomhedsbesøg, der skal hjælpe deltagerne til at få et job igen.
Også en personlig håndsrækning
3F Frederiksborg i Hillerød dannede en jobklub allerede i sommeren 2012. Her mener man, at jobklubberne gør nytte - også på det personlige plan.
- Det er rart for folk, at de kan møde mennesker, der er i samme situation som dem selv, og finde ud af at de ikke er alene. Det kan også give dem et indblik i andre veje og muligheder i livet, siger Ib Højbjerg Christensen, der er sagsbehandler og vejleder hos 3F Frederiksborg.
Jobklubberne møder opbakning fra Morten Kaspersen, forretningsfører for 3F's Akasse:
- Jobklubberne er en fantastisk god ordning. Det hjælper altid at have et netværk, og det får man netop via klubberne, siger Morten Kaspersen og opfordrer samtidig til, at flere 3F-afdelinger rundt om i landet satser på lignende tiltag.