Stadig kæmpe mangel på praktikpladser
Uddannelse:
Næsten 11.000 unge manglede praktikpladser i juli. Ubegribeligt, lyder det fra 3F.
Det ser fortsat rigtig slemt ud for unge, der gerne vil i praktik. I juli måned manglede 10.912 praktikpladser. (Foto: Colourbox) Det ser fortsat rigtig slemt ud for unge, der gerne vil i praktik. I juli måned manglede 10.912 praktikpladser. Det er et lillebitte fald i forhold til måneden før, hvor 11.127 gik forgæves, når de ville i lære. Og det er en stigning på hele 25 procent i forhold til samme måned sidste år.
Det viser tal nye tal fra Undervisningsministeriet.
Ros til udvalg
Forbundssekretær i 3F, Per Christensen, er stærkt bekymret over tallene:
- De samme arbejdsgivere, som forudser, at de kommer til at mangle faglært arbejdskraft om få år, sørger ikke selv for at løse problemet ved at tage en lærling nu, hvor tilskuddet er tårnhøjt. Det er ubegribeligt, siger Per Christensen.
Han er dog positiv over for, at regeringen har nedsat et hurtigt arbejdende udvalg, som i løbet af september skal komme med forslag til en længerevarende løsning af praktikpladsproblemet.
Antorini bekymret
3.574 unge har hverken en skolepraktikplads eller en virksomhedspraktikplads. De kommer derfor ikke videre i deres uddannelse. Og det bekymrer børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S):
- Der er stadig en stor udfordring med at skaffe praktikpladser til alle unge på erhvervsuddannelserne. Det er derfor, at regeringen netop har nedsat et udvalg, der skal finde varige løsninger på problemerne, siger Christine Antorini.
Hun er dog positiv over for, at mange af de elever, der søger praktikpladser, nu benytter ordningen med skolepraktik til at færdiggøre deres uddannelse.