Rigtige venner er ikke illegale

En husejer tiltalt for brug af illegal arbejdskraft er blevet frikendt af retten i Lyngby. SiD, der anmeldte sagen, er rystet over dommen.

Thyge Dahl Hansen blev frifundet, selv om han erkender, at han har haft tre mænd fra Polen til at udføre brolæggerarbejde i indkørslen på sin grund. Foto: SiDThyge Dahl Hansen blev frifundet, selv om han erkender, at han har haft tre mænd fra Polen til at udføre brolæggerarbejde i indkørslen på sin grund. Foto: SiD

Af hensyn til tiltaltes nattesøvn kan jeg allerede nu sige, at der bliver tale om frifindelse. Men også, at der er tale om en gråzone tæt på noget, der er ulovligt.

Sådan lød essensen i en dom fra byretten i Lyngby afsagt af dommer Allan Gaardbo efter et halvanden time langt retsmøde torsdag.

Sagen handlede om det, anklagemyndigheden mente var brud på udlændingeloven i form af brug af illegal arbejdskraft. Og hvad den anklagede forsvarede sig med var en almindelig vennetjeneste.

Men under retsmødet i straffesagen lykkedes det ikke anklageren Kaj Aage Pleidrup at overbevise dommeren om, at anklagede havde brudt dansk udlændingelovgivning.

Venner

Ved retsmødet erkendte husejer Thyge Dahl Hansen, at han havde haft tre mænd fra Polen til at udføre brolæggerarbejde i indkørslen på sin grund. Men husejeren, der selv forsvarede sig under retssagen, nægtede sig skyldig i at han havde foretaget sig noget ulovligt.

- Det er rigtigt at de tre polske mænd har hjulpet mig med brolægningen. Men de var på besøg som gæster og skulle give en hånd med mod til gengæld at få mad sammen med os og logi, sagde den anklagede.

- Men de var ikke uddannede brolæggere og derfor ikke til meget hjælp i de sammenlagt to dage de hjalp mig med arbejdet, fortsatte han.

Anklagen gik på, at de tre polske mænd og en tjekkisk mand havde arbejdet ulovligt i fem dage på husejerens grund. Fra onsdag 5 september 2001 til og med søndag 9. september 2001. Og anklageren havde krævet bødestraf i henhold til lovgivningen på 10.000 kroner per mand per påbegyndt måned.

Men retten frikendte Thyge Dahl Hansen, og da dommen med præmisser først er skrevet i løbet af næste uge, står det endnu ikke klart, hvad dommeren helt præcist lagde vægt på.

Thyge Dahl Nielsen var den eneste, der afgav forklaring i sagen under retsmødet, der desuden bevismæssigt inddrog billeder taget af den lokale SiD-afdelings faglige sekretær, og de nu for længst hjemrejste polske mænds forklaringer til politiet.

Rystende dom

Faglig sekretær i SiD Lyngby og omegn Jan Richelsen er rystet over dommen.

- Det er jo fuldstændig vanvittigt. Der er jo ingen, der har rejst tvivl om at arbejdet blev udført af polske mænd uden arbejdstilladelse, siger han.

- Jeg er spændt på at se udskriften med dommens præmisser. Men allerede nu frygter jeg, at politiet i Lyngby nedprioriterer anmeldelser om illegal arbejdskraft efter den afgørelse, fortsætter den faglige sektretær, der håber at dommen bliver anket.

Om det bliver tilfældet afgør statsadvokaten i løbet af de næste 14 dage.

Men sagen er af principiel karakter på grund af gråzonen mellem illegal arbejdskraft og brug af vennetjenester. Og så er der desuden stort politisk fokus på udenlandsk arbejdskraft i Danmark.

Onsdag 20 november skal justitsminister Lene Espersen i samråd i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg for blandt andet at svare på spørgsmål om, hvad regeringen vil gøre for at stoppe illegal arbejdskraft i Danmark.