Mange grove overfald på avisbude
Ni avisbude i København og Helsingør er blevet groft overfaldet på deres arbejde alene i år. -Formentlig kun toppen af isbjerget, siger faglig sekretær.
-I år er seks bude blevet groft overfaldet alene i Storkøbenhavn, ifølge Omdelerklubben i København og tre bude i Helsingør, fortæller Helsingør Politi. (Arkivfoto) Lørdag og søndag morgen skal de tykke morgenaviser deles ud af morgenfriske avisbude, men det er ikke altid så fredeligt som fuglekvidder og solopgang.
-I år er seks bude blevet groft overfaldet alene i Storkøbenhavn, ifølge Omdelerklubben i København og tre bude i Helsingør, fortæller Helsingør Politi. Avisbudene er blevet udsat for både spark og slag og i flere tilfælde forsøgt voldtaget.
- Det er voldsomt modbydeligt, at det sker for budene. De gør jo bare deres arbejde. Men der er åbenbart mange idioter ude i byen, siger Henrik Forchhammer, faglig sekretær i 3F Lager, Post og Service i København.
Kaldeknap kan skærpe sikkerhed
De ni overfald er formentlig kun toppen af isbjerget. Henrik Forchhammer påpeger, at der er mange uorganiserede i branchen, så 3F-afdelingen hører ikke om alle overfald. Og arbejdsgiverne har kun pligt til at anmelde overfaldene, hvis det medfører flere dages sygefravær.
Under forhandlingerne om overenskomsten i foråret fremsatte 3F et krav, der ville styrke den enkeltes sikkerhed.
- Vi vil have en kaldeknap på jakken, så man kan kalde efter hjælp, lige som taxachaufførerne har det. Og vi foreslog, at kaldeknappen blev skrevet ind i overenskomsten, så det ikke var op til hver enkelt arbejdsgivers nåde. Men arbejdsgiverne mente ikke, at det var effektivt. Så det faldt ved det, siger Henrik Forchhammer.