Løndumping bekymrer stadig tillidsvalgte

OK10: 40 tillidsrepræsentanter er enige om, at overenskomsterne ikke sikrer den danske model. Løndumping er den store trussel.

Ja eller nej til overenskomstforslaget? Der kom ikke en entydig ja- eller nejkampagne på banen, da omkring 40 tillidsrepræsentanter fra hele landet tirsdag formiddag mødtes hos 3F Horsens for at diskutere resultatet af overenskomstforhandlingerne. (Foto: Niels Aage Skovbo)Ja eller nej til overenskomstforslaget? Der kom ikke en entydig ja- eller nejkampagne på banen, da omkring 40 tillidsrepræsentanter fra hele landet tirsdag formiddag mødtes hos 3F Horsens for at diskutere resultatet af overenskomstforhandlingerne. (Foto: Niels Aage Skovbo)

Ja eller nej til overenskomstforslaget? Der kom ikke en entydig ja- eller nejkampagne på banen, da omkring 40 tillidsrepræsentanter fra hele landet tirsdag formiddag mødtes hos 3F Horsens for at diskutere resultatet af overenskomstforhandlingerne.

Men tillidsrepræsentanterne er enige om, at overenskomstforslaget er beskedent og ikke sikrer den danske model. Den er stadig truet. Og så opfordrer de alle til at afgive deres stemme.


Gør op med social dumping

Et af de gennemgående krav på de store overenskomstområder var kravet om at få gjort op med social dumping og brug af underbetalt udenlandsk arbejdskraft.

Tillidsrepræsentanterne er enige om, at det ikke lykkedes at komme igennem med kravene om reelle garantier, der kan stoppe social dumping.

- Men kravet om en form for kædeansvar er vigtigt. Det skal der arbejdes videre på. Vi skal kunne kontrollere ude i det yderste led. Vi skal have styr på jura og overenskomst, og hvad der er muligt at gennemføre, siger John Jakobsen, Stilladsarbejdernes Landsklub.


Ja til kontrolmulighed

Ole Nors næstformand for 3F Aalborgs Transportgruppe forklarede, hvorfor han anbefaler et ja.

- Der skulle være et værn mod løndumping, og det mener jeg, der er kommet. Hvis vi er i tvivl, om der er orden i sagerne på virksomhederne, kan vi bede om lønregnskaberne via tillidsrepræsentanterne. Virksomhederne skal vise regnskaberne, siger Ole Nors.


Nej til kun gode hensigter

Formand for TIB Østjylland Carsten Rasmussen slår fast, at forventningerne ikke er indfriet.

- Vi er plaget af udenlandske firmaer, der undergraver overenskomsterne. Men på byggeområdet er der kun gode hensigter og anbefalinger. Nu må vi se, når vi mødes om to år igen. Jeg er utilfreds, siger han.

Tillidsrepræsentanterne er helt enige om, at kampen mod social dumping forbliver på dagsordenen - også i den næste overenskomstperiode.