3F vinder sag mod værtshus i Viborg

Værtshuset Latinerly i Viborg er blevet dømt til at betale pension og feriepenge til de ansatte samt en bod til 3F på 10.000 kroner.

 (Arkivbillede) (Arkivbillede)

Et af Viborgs mest hæderkronede værtshuse og restauranter, Latinerly, er blevet dømt til at følge overenskomsten med 3F på hotel- og restaurationsområdet. Det betyder, at restauratøren skal betale pension og feriepenge til de ansatte med tilbagevirkende kraft. Derudover skal værtshuset betale en bod på 10.000 kroner til 3F for brud på overenskomsten. Formand for 3F Viborg Stanley Bach Mortensen ser dommen i Arbejdsretten som en stor sejr.

- Vi har fået vist, hvad forskellen er på restauranter med og uden overenskomst. I fire år har de ansatte ikke fået pension og ekstra feriepenge på en procent, som overenskomsten giver. Det får de nu, siger han til Fagbladet 3F.

3F sikrer pension og feriepenge

Den 1. april 2008 overtog et nyt selskab værtshuset Latinerly, som i forvejen havde overenskomst med 3F. Men de nye ejere fulgte ikke overenskomsten. 3F blev opmærksomme på, at overenskomsten ikke længere blev fulgt, da flere medlemmer ikke længere fik pension. Arbejdsretten har nu givet 3F medhold i, at der var tale om en virksomhedsoverdragelse, og at arbejdsgiveren derfor var forpligtet til at følge den overenskomst, som allerede galt på værtshuset, da de overtog stedet i 2008 og frem til marts i år, hvor værtshusejerne har opsagt overenskomsten.

Det betyder, at værtshuset skal betale 12 procent i pension til de ansatte, der har ret til det. For en fastansat tjener på fuldtid under overenskomsten svarer det til 35.000 kroner ekstra om året i pension, ifølge 3F's beregninger. Derudover skal værtshuset betale 1 procent i særligt løntillæg til feriepenge, som overenskomsten også sikrer.

- De godt 200 ansatte, som har været på Latinerly de sidste fire år, skal være velkomne til at kontakte os for at få klarhed over, hvad dommen betyder for dem, siger Stanley Bach Mortensen.

Restauratør kritiserer 3F

Medejer af Latinerly Kim Bach Thomsen tager dommen til efterretning og vil udbetale både pension og feriepenge til de ansatte, som har ret til det. Han fastholder, at han ikke vidste, at der var en overenskomst på Latinerly, da han overtog stedet. Han kritiserer 3F for at være en dårlig samarbejdspartner, der hellere fører sager ved domstolene frem for at føre en dialog.

- 3F er alt for ufleksible og burde være en langt større medspiller end modspiller. Hvis 3F varetager mine ansattes rettigheder, burde de indimellem have en snak med mig i stedet for at føre sager, siger han til Fagbladet 3F.