Voksenlærlinge-ordning bliver permanent
Nu bliver voksenlærlingeordningen permanent. S er tilfreds og venter 3.600 nye voksenlærlinge næste år.
- For os var det afgørende at få fjernet begrænsningerne i ordningen, og som aftalen ligger, ser det godt ud, så vi undgår den stop-and-go politik, som vi har oplevet endda to gange i år, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen. (Arkivfoto.) Voksenlærlingeordningen bliver permanent fra 2009, efter at der torsdag middag blev indgået politisk forlig om ordningen.
Dermed er det slut med, at en tom pengekasse sætter en stopper for optaget af voksenlærlinge midt i året, som det var tilfældet i år.
Forliget betyder, at arbejdsgiverne får ret til tilskud til voksenlærlinge, der er fyldt 25 år, som ikke har en erhvervsuddannelse, og til voksenlærlinge, der i forvejen har en forældet uddannelse.
I forhold til ledige kan arbejdsgiverne få tilskud til ledige uden uddannelse, og med uddannelse efter seks til ni måneders ledighed.
Til gengæld sættes tilskuddet til arbejdsgiverne ned fra 35 kroner til 30 kroner i timen. Ordningen bliver lovbundet, så arbejdsgiverne får ret til tilskuddet, når betingelserne er opfyldt.
- Vi er rigtig godt tilfredse. Det afgørende for os er, at det er slut med, at det er tilfældigheder, der afgør, hvem og hvor der kan bevilges penge til voksenlærlinge. Det afgørende var at få lavet en permanent ordning, og det har vi nu, siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov.
Han peger også på, at det ikke lykkedes for regeringen at komme igennem med sit forslag om at hæve aldersgrænsen til 30 år.
Thomas Adelskov venter en tilgang til ordningen næste år på ca. 3.600 personer.
Det er partierne bag Velfærdsforliget, det vil sige regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale, der står bag aftalen.
Ros fra 3F
3F roser aftalen om voksenlærlinge.
- For os var det afgørende at få fjernet begrænsningerne i ordningen, og som aftalen ligger, ser det godt ud, så vi undgår den stop-and-go politik, som vi har oplevet endda to gange i år, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen.
- Også var det afgørende at sikre fri tilgang til ordningen, herunder også for dem, der har en forældet uddannelse, som de ikke længere kan bruge til noget på arbejdsmarkedet, siger han.