Så skal der rulles steg til middagsbordet

Weekendmad: Nu skal man sørge for at give sig god tid! Tænd et lille stearinlys i det kolde køkken, hiv den store gamle stegegryde frem, iklæd dig dit hyggeligste humør, og smøg ærmerne op. Nu er det nemlig tid til rullesteg!

Når det er koldt udenfor, er det hyggeligt at samles om madlavningen. (Foto: Colourbox)Når det er koldt udenfor, er det hyggeligt at samles om madlavningen. (Foto: Colourbox)

Sådan gør du

Forvarm ovnen på 130 grader. Fjern lidt af fedtet, hvis der sidder et tykt lag. Vend kødstykket, så fedtet ligger nedad. Krydr kødsiden med salt, peber og rosmarin. Rul så det hele ind i slaget som en roulade, og snør den godt sammen med kødsnoren. Læg rullestegen på en bagerist, og krydr udenpå med salt og friskkværnet peber. Sæt stegen i ovnen i cirka 1 time og 15 minutter.

Imens skrælles knoldsellerien og skæres i grove tern. Kog dem møre i saltet vand og lad dem køle af. Skær æblerne i både. Tag en skål, og rør en dressing sammen af grov sennep, eddike og rapsolie.

Skyl grønkålen godt, hak den groft, og vend det hele sammen med dressingen, og krydr godt med salt og peber. Når rullestegen er færdig, fjernes snoren, og rullestegen skæres i tykke skiver og serveres sammen med sellerisalaten.

Gris og æbler til godtfolk

Rullestegen laves af svineslag, som er en fantastisk udskæring. Det kræver en lang tilberedningstid. Til gengæld får du noget af det kraftigst smagende, møreste og vidunderligste svinekød. Smagen er sødlig og fin og passer godt til den bidende danske kulde.

Det er altid vigtigt at sørge for at respektere maden. Og særligt her, hvor man køber et billigt stykke kød, er det let at vise hensyn! Der er ofte en sammenhæng mellem prisen og de levevilkår, dyret har haft. Så tag en snak med din slagter og få ham til at skaffe frilands- og økologiske svin hjem. Jeg synes i hvert fald, at anstændige vilkår er noget, som bør sikres for alle dyr. Og det får vi kun, hvis vi alle støtter op om det!