Arla vil ansætte flere nydanskere
Arla vil ansætte flere nydanskere
Medarbejderstaben i mejerikoncernen Arla Foods skal være mere blandet. Koncernen ønsker at tage et større ansvar for integrationen af nydanskere i det danske samfund og vil etablere en mangfoldighedspolitik, der skal sikre, at ansættelse af flere nydanskere på mejerierne sker på den rigtige måde.
- Det danske samfund står over for nogle meget store udfordringer i forbindelse med integrationen af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, og en stor virksomhed som Arla Foods har et socialt ansvar for at medvirke til at løse opgaven, siger Lars Kaae, personalechef i Arla Foods.
Fem mejerier undersøger i øjeblikket, hvad der skal til for at gøre koncernens mangfoldighedspolitik til at være mere end bare ord.
I øjeblikket er det op til det enkelte mejeri, hvilken politik man fører. Men i fremtiden vil der være formuleret en overordnet koncernpolitik på området.
De fem mejerier, som arbejder på den nye politik er Hobro Mejeri, Christiansfeld Mejeri, Brabrand Mejeri, Akafa i Svenstrup og Ishøj Friskvareterminal.
Af Dorthe Kragh (NET-Redaktionen)