DF: Laval-lov truer konfliktretten

Dansk Folkeparti er ene om at stemme imod det lovforslag, der skal værne den danske model mod Laval-dommens konsekvenser.

Dansk Folkeparti afviser som eneste parti det lovforslag, regeringen har fremsat for at værne den danske model mod konsekvenserne af den såkaldte Laval-dom ved EF-domstolen.

Ifølge betænkningen, som Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg har afgivet forud for tirsdagens 2. behandling i folketingssalen, begrunder Dansk Folkeparti sin holdning med, at lovforslaget vil begrænse konfliktretten.

"Lovforslaget indebærer, at det eneste, en udenlandsk arbejdsgiver skal forholde sig til, er landsdækkende overenskomster. Det får den betydning, at især inden for bygge- og anlæg, hvor der er rigtigt mange lokale overenskomster, fratages fagforeningerne konfliktretten," skriver partiets arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Bent Bøgsted, i betænkningen.

Han tilføjer, at det bliver de lokale fagforeninger og deres medlemmer, der bliver tvunget til at acceptere konkurrence fra udenlandske arbejdstagere, der vil komme hertil og arbejde til en væsentligt lavere løn. På den baggrund er han "dybt forundret" over, at LO samt især Socialdemokraterne og SF støtter indgrebet i konfliktretten.

Ifølge Bent Bøgsted er den eneste løsning på problemerne med Laval-dommen en juridisk bindende protokol, som sætter faglige og sociale rettigheder over det indre marked.

Det er SF enig i. I partiets bidrag til betænkningen erkender partiet, at lovforslaget rummer en række begrænsninger i danske fagforeningers muligheder for at etablere konflikt for fuld overenskomst.

"Til gengæld forudsætter lovforslaget så, at fagbevægelsen med disse begrænsninger kan konflikte for en ny mindsteløn, der omfatter langt hovedparten af de aktuelle eller udskudte arbejdsgiverudgifter, der kendes fra de danske overenskomster. Dette er et klart og afgørende fremskridt," skriver SF.

Enhedslisten vil redegøre for sin holdning til lovforslaget i forbindelse med tirsdagens 2. behandling.

Lovforslaget kan findes på adressen http://www.ft.dk/Samling/20081/MENU/dok_AMU_L36.htm