OK07/HK: Ja trods tidsler i aftalen

HK/Privat, der repræsenterer 36.000 medarbejdere under Industriens Funktionæroverenskomst, er tilfreds med en række af forbedringerne i industriforliget. Formand Karin Retvig, der er medlem af forhandlingsudvalget, anbefaler derfor et ja, men ser også et par gamle tidsler, som ikke er fjernet.

- Vi lægger især vægt på forbedringerne omkring kvinders pension under barsel, og at en del af barselsorloven øremærkes mændene. Det har været et meget stort ønske fra vores medlemmer, siger HK/Privat, Karin Retvig.
Hun finder desuden er pensionsudbygningen til 12 procent og forbedringerne på efteruddannelsen særdeles positive.
- Vi er også glade for elevforbedringerne lønmæssigt og for fritvalgsmodellen, hvor den enkelte får større valgmuligheder. Der er også forbedringer for skifteholdene, siger Karin Retvig.
Blandt de ”tidsler”, der ikke er fjernet fra overenskomsten, fremhæver Karin Retvig, at enkelte forskelle mellem Industrioverenskomsten og Funktionæroverenskomsten ikke er fjernet. Desuden er der ikke rørt ved den såkaldte 50 procents regel, som på HK-området forlanger, at 50 procent på en virksomhed skal være i HK for at få overenskomst.
- Det er kedeligt, at disse to krav ikke er blevet opfyldt, men jeg vil anbefale forhandlingsudvalget og bestyrelsen i HK/Privat et ja til resultatet, som derefter skal til urafstemning, siger Karin Retvig.