Kommuner stjal Roberts arbejde
Robert Jensens firma mistede ordrer fra Bodum, da kommunale aktiveringsfabrikker overtog arbejdet med at montere og pakke kaffekander. Til sidst gik han fallit og blev selv aktiveret.
Man kan gå fallit på mange måder. Men det er sjældent, at man bliver udkonkurreret af otte kommuner. Og det er angiveligt sket for Robert Jensen i Randbøll, der mistede sine ordrer fra køkkenudstyrs-firmaet Bodum til aktiveringsfabrikker på Fyn og i Jylland.
- Nærmest fra dag til dag mistede mit firma omsætning. Det skete samtidig med, at flere og flere kommuner overtog vores pakke- og montageopgaver fra Bodums datterselskab Multiplast, fortæller Robert Jensen.
Sammen med sin søn Tommy Jensen startede han firmaet TJ Service tilbage i 1995.
I 1999 havde TJ Service en omsætning på 1.023.535 kroner på montering og pakning - især af Bodums stempelkander. Året efter var omsætningen på 115.763 kroner, og så blev nøglen drejet om.
Montagebordene i kælderen i det store hus i Randbøll står nu og savner de godt 450.000 kaffekander, der før blev samlet her årligt.
- Da det gik godt, var her arbejde til os selv og tre mand. Og en underleverandør havde otte mand ansat, forklarer Robert Jensen.
Efter firmaets nedtur fik far og søn fast arbejde i et andet privat montagefirma.
Men efter kort tid fik Robert Jensen brok, og efter to operationer måtte han kvitte jobbet midlertidigt. For at overleve økonomisk bad han Egtved Kommune om kontanthjælp.
Det fik han - mod at tage imod et aktiveringstilbud på kommunens aktiveringsfabrik Egtved Industri. Her var arbejdet ikke uvant: Det bestod i at samle og pakke kaffekander fra Bodum.Mærker konkurrencen
Andre private pakke- og montagefirmaer i det jyske melder også om, at konkurrencen fra kommunale beskæftigelsesprojekter kan mærkes.
- Når vi forhandler tilbud om at pakke eller montere produkter for private firmaer, kan vi godt mærke, at de har et kommunalt jobcenter med i baghånden. Kommunerne har jo ikke udgifter til løn under sygdom og forsikringer eller ekstra udgifter til husleje og inventar, siger ejeren af et privat sønderjysk montage- og pakkefirma.
Virksomhedsejeren ønsker at være anonym af frygt for at miste flere ordrer. Den frygt lever Robert Jensen ikke længere med.
- Jeg håber, SiD eller andre kommer til bunds i det her. Jeg vil gerne have at vide, hvad der er sket. Og kunne sige at det ikke er mig, der er noget galt med, siger Robert Jensen.
Robert Jensen slås med en milliongæld efter sit firmas konkurs. Han håber nu, at det bliver bevist, at det skyldes konkurrenceforvridning fra kommunerne i Bodum-samarbejdet.