Kokke og tjenere garanteret lønstigning på 216 kroner
I den nye overenskomst for hotel- og restaurationsbranchen er der garanti for, at alle lige fra opvaskere til kokke får mindst 216,45 kroner i lønstigning om måneden.
Alle fastansatte medarbejdere på overenskomstdækkede hoteller og restauranter er garanteret en lønstigning på mindst 216,45 kroner om måneden. (Tegning: Bob Katzenelson) Alle fastansatte medarbejdere på overenskomstdækkede hoteller og restauranter er garanteret en lønstigning på mindst 216,45 kroner om måneden. Det er et af resultaterne af den nye overenskomst for hotel- og restaurationsbranchen. I modsætning til flere andre overenskomstforlig må arbejdsgiverne ikke modregne lønstigningen i det personlige tillæg til kokke, tjenere, opvaskere og smørrebrødsjomfruer.
- Da der kun gives beskedne lønstigninger i år, var det ekstra vigtigt for os at sikre, at arbejdsgiverne ikke må modregne lønstigningen i det personlige tillæg. Vi ønskede, at alle skulle have en del af stigningen. Det fik vi arbejdsgiverne med på. Det er ikke sket siden 1993, siger John Frederiksen, som er næstformand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration.
Fuld valuta for stigningen
På minimallønsområdet har arbejdsgiverne som regel ret til at modregne - altså fratrække - lønstigningen i overenskomsten i det personlige tillæg. Kun ansatte uden tillæg ville normalt være sikre på at kunne mærke lønstigningen.
Hvis en smørrebrødsjomfru for eksempel har et personligt tillæg på 500 kroner, ville en arbejdsgiver normalt have lov til at trække stigningen fra det personligt tillæg, så det personlige tillæg kom ned på 283,55 kroner. Grundlønnen ville til gengæld stige med 216,45 kroner. Men det samlede resultat ville være et nul kroner i lønstigning.
Sikker stigning
Hotel og restaurationsbranchen hører til minimallønsområdet, og der skal derfor forhandles løn lokalt.
- En af grundene til, at vi gik efter at sikre reelle stigninger til alle, var, at der ikke er samme tradition i vores branche som i industrien for at forhandle løn ude på arbejdspladserne. Der er nogle, der klarer sig bedre end andre inden for vores fag, men ikke alle er lige gode til at sikre sig lønstigninger, siger John Frederiksen.