Fritidsjob integrerer unge nydanskere
Fritidsjob som integrationsmiddel. Det er idéen bag et projekt på Amager, der hjælper unge med at finde fritidsjob. Det giver større selvværd hos de unge og mere ro i kvarteret.
Unge indvandrere får hjælp til at få et fritidsjob i projekt på Amager. Projektet giver de unge mulighed for at komme i kontakt med arbejdsmarkedet. Se hvad der kræves, og hvad der er af muligheder. På samme tid giver det også virksomhederne en god mulighed for at komme i kontakt med fremtidens arbejdstagere. Et fritidsjob handler ikke bare om lommepenge. Det handler også om selvværd, ansvar og et første møde med arbejdsmarkedet.
Derfor er netop fritidsjobbet for de unge mellem 13 og 18 år målet med SSP-projektet "Ung i Job" på Amager. Og det går planmæssigt. 53 unge har vist interesse for et fritidsjob, og 42 har fået et. To ud af tre er nydanskere, og de fleste er drenge. De er ansat som eksempelvis avisbude, flaskedrenge eller arbejdsdrenge.
Allan Ulrich er politimand og har været involveret i SSP på Amager de seneste syv år. Siden januar har han været koordinator på "Ung i Job", der hjælper de unge med at finde, søge og beholde deres fritidsjob.
De unge har mange forskellige problemer, lige fra talefejl til enkelte pletter på straffeattesten.
- Det er svært at bede om et job, hvis man stammer, eller skrive en ansøgning, hvis man er ordblind. Så det hjælper vi dem med, fortæller koordinator Allan Ulrich.
Trimmer de unge
Han fortæller, at mange af de unge er nydanskere og ved meget lidt om arbejdsmarkedet.
- Man har jo ikke nogen form for samfundsfag i folkeskolen. Ofte kommer de fra familier, hvor forældrene har en svag eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, derfor kan forældrene ikke støtte og vejlede de unge til at finde et fritidsjob, siger han.
"Ung i Job" kan derfor hjælpe på flere områder. Både ved at skabe kontakt til lokale arbejdsgivere og på den måde bane vejen for en ansættelse, men også gennem et kursus, der varer en dag. Her lærer de unge, hvor og hvordan man søger et job, hvordan man kommer gennem en jobsamtale, og hvilke regler man skal overholde, når man arbejder. Man skal gøre som chefen siger og tale ordentligt.
- Vi trimmer de unge til situationen, siger Allan Ulrich og fortæller, at blandt andet LO's fritidsjobguide bruges i undervisningen, så de unge ved, hvilke typer af arbejde de må udføre, og hvilke forhold de har krav på, siger Allan Ulrich.
Socialt ansvar
De unge arbejder sig til flere lommepenge, men derudover skabes der også ro i kvarteret på Amager.
- Vi laver nogle aftaler, som de skal overholde. De skal passe deres skole, læse deres lektier og ikke løbe rundt på gaden sent om aftenen, siger Allan Ulrich. Han understreger, at de færreste unge i projektet har haft problemer med ordensmagten.
Det er der til gengæld mange andre unge i kvarteret, der har haft. De områder på Amager og Christianshavn, projektet dækker, har ligget sløjt i statistikkerne for sigtelser mod unge mennesker, og kvarteret i sin helhed har derfor haft hårdt brug for en aktiv og forebyggende indsats. Det sker gennem "Ung i Job".
- De unge har godt af at få noget ansvar at leve op til. Og det giver bedre selvværd at tjene sine egne penge, siger Allan Ulrich og fortæller om en dreng, der stammer meget, men har fået arbejde hos BMW på Amager.
- Det tager ham en formiddag at sige sit fornavn og en eftermiddag at sige sit efternavn, men han skal jo ikke snakke med bilerne, så nu gør han biler i millionklassen klar til salg. Det er dejligt, at også virksomhederne har taget godt imod og ikke været bange for at udvise socialt ansvar, siger han.
Et tilbud blandt mange
Hos 3F er ligestillingskonsulent Anthony Sylvester positivt indstillet.
- Projektet giver de unge mulighed for at komme i kontakt med arbejdsmarkedet. Se hvad der kræves, og hvad der er af muligheder. På samme tid giver det også virksomhederne en god mulighed for at komme i kontakt med fremtidens arbejdstagere, siger han.
Dog understreger han, at tilbuddet om fritidsjob kun må være et ud af mange.
- Integration må jo ikke blive et spørgsmål om at komme så tidligt i arbejde som muligt, siger Anthony Sylvester.