Ungdommen vil ikke spares væk

SiD-Ungdom gav sit besyv med, da flere tusinde gymnasieelever var samlet på Rådhuspladsen i København for at protestere mod fortsatte besparelser på uddannelsesområdet.

SiD Ungdoms 2. distrikt var markant til stede under demonstrationen på Rådhuspladsen. (Harry Nielsen)SiD Ungdoms 2. distrikt var markant til stede under demonstrationen på Rådhuspladsen. (Harry Nielsen)

"28 er mere end nok", lød det taktfast fra de flere tusinde gymnasieelever, der var mødt frem på rådhuspladsen for blandt andet at demonstrere mod, at der fremover skal stuves endnu flere elever ind i klasselokalerne. Det betyder ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, at der bliver mindre tid til den enkelte elev, hvilket vil være katastrofalt for undervisningen.

Baggrunden for protesterne er blandt andet et notat fra Københavns kommune, der viser, at klassekvotienten på gymnasierne i Københavns Amt vil blive hævet.

SiD Ungdom bakker op

Til stede ved demonstrationen var også SiD-Ungdom, der bakker gymnasieeleverne op i deres protest. I det hele taget giver SiD-Ungdom regeringens uddannelsespolitik et skud for boven.

- Regeringen sparer på uddannelsernes kvalitet, og det vil gå ud over hele Danmarks fremtid. Men ungdommen vil ikke spares væk, vi vil tages seriøst, lød budskabet fra SiD-Ungdoms formand, Michael Vinther, da han holdt tale foran den store forsamling.

Han pegede også på, at erhvervsskolerne og lærlinge er udsatte på grund af regeringens nedskæringspolitik.

- Derfor må hele ungdommen - både på gymnasier, handelsskoler og erhvervsskoler - sammen vise, at vi er hamrende trætte af denne regering, sagde han.

Efter demonstrationen på Rådhuspladsen begav de mange elever sig videre for at give deres mening til kende foran Christiansborg.