Konferencen om globalisering
Pressemeddelelse: Danmarks nye fagforening, 3F, sætter mandag den 17. januar fokus på globaliseringen. For både KAD og SiD, der 1. januar 2005 fusionerede til Fagligt Fælles Forbund, 3F, er globaliseringen i allerhøjeste grad blevet hverdag.
Medlemmerne oplever i stigende grad, at deres job flyttes til udlandet. Eller de kommer under pres, fordi deres arbejdsgiver går med overvejelser om udflytning – eller forsøger at presse medarbejderne ned i løn.
Globaliseringen er derfor en meget central udfordring for 3F. Det er vigtigt, der sættes mere fokus på de problemstillinger, som følger af globaliseringen.
Danmark er et af verdens rigeste samfund, men skal vi bevare denne status og det danske velfærdssamfund, så haster det med at få udviklet en ny politik, der satser langt stærkere på opkvalificering af medarbejderne, forskning og udvikling.
Det bliver nogle af hovedemnerne på mandagens konference, der gennemføres i HB-salen hos 3F, Kampmannsgade 4, København. Indlederne er forbundsformand Poul Erik Skov Christensen, professor Peer Hull Kristensen, partiformand Mogens Lykketoft og bestyrelsesformand Lars Kolind.
Pressen er velkommen til at overvære konferencen. Tilmelding senest fredag den 14. januar til
[email protected]
Venlig hilsen
Lennart Weber
Informationschef
Tlf. nr. 88 92 05 10
Mobil 40 10 38 98
E-post [email protected]