Politikerne smøler med klimaet
Politikerne gør for lidt, når det gælder indsats for et bedre klima. Det mener mere end hver anden dansker ifølge ny måling.
Sparepærer, kortere brusebade, cykler og elspareskinner. Danskerne gør noget for klimaet. Men vi mener ikke, politikerne gør nok. Næsten seks ud af 10 danskere har det seneste år ændret vaner for at spare energi og hjælpe klimaet.
Men der er en udbredt skuffelse, når det gælder politikernes indsats. Her er kun 18,8 procent tilfredse. Et klart flertal på 55,9 procent mener, at politikerne bidrager for lidt til at reducere klimaforandringerne.
Det viser en ny rundspørge blandt 1.148 danskere, som Analyse Danmark har foretaget for Nyhedsbrevet 3F.
Vi gør, som politikerne siger
Resultatet overrasker ikke Jeppe Læssøe, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og formand for klimaministerens rådgivende panel om borgerinvolvering.
- Mange føler, at nu har de gjort, som politikerne har sagt, men oplever ikke at politikerne selv gør noget. Og det med rette. Hverken med transportpakken, skattereformen, eller boligpuljen har regeringen sendt et klart signal om vigtigheden af klimaindsatsen. Der er en problematisk mangel på synlige initiativer, siger han.
Syv ud af 10 ønsker støtte
Hvis politikerne stiller sig ved roret, så er danskerne på en lang række områder parate til at gøre en langt større indsats, viser undersøgelsen.
Men på nogle områder skal der også være en økonomisk ”gulerod”. For eksempel mener næsten syv ud af 10, at staten burde give økonomisk støtte til installering af solvarme, jordvarme, eller andet der kan mindske vores fælles udledning af CO2.
- Der er ingen tvivl om, at bruger politikerne økonomien som gulerod, så vil rigtig mange begynde at handle. Inddrager de så samtidig borgernes egne gode ideer til løsninger, så ville man virkelig understøtte folks virkelyst i kampen for mindre CO2.