Gode råd før du køber julegaver

Før du styrter ud i butikkerne for at købe julegaver til hele familien, skal du være opmærksom på, at det ikke er sikkert, at dine julegaver kan byttes. Spørg derfor om bytteret i butikken.

Når du køber julegaver, så husk at spørge om, hvor længe gaven kan byttes. Og hvis du ikke får et byttemærke på gaven, så bed ekspedienten om at skrive på kvitteringen, at gaven kan byttes. (Foto: Colourbox)Når du køber julegaver, så husk at spørge om, hvor længe gaven kan byttes. Og hvis du ikke får et byttemærke på gaven, så bed ekspedienten om at skrive på kvitteringen, at gaven kan byttes. (Foto: Colourbox)

Det er så dumt, hvis onkel Peter får to ens boremaskiner, eller tante Anna fire slags af samme parfume, og de ikke kan byttes.

Det er nemlig ikke sikkert. For købeloven giver ikke ret til, at du kan bytte eller få pengene tilbage, hvis du fortryder dit køb. Heller ikke når det gælder julegaver.

Spørg derfor altid, om butikken giver dig ret til at levere varen tilbage og få pengene igen (fortrydelsesret), om du kun kan bytte til en anden vare (bytteret), eller om du ikke har ret til nogen af delene.

Butikken bestemmer selv

For hver enkelt butik bestemmer selv, om kunderne kan bytte deres varer, og i hvor lang tid byttefristen gælder. Heldigvis er der mange butikker, der både bytter og giver pengene retur, og endnu flere butikker gør det omkring juletid.

Så for at gøre byttteræset lidt nemmere, er der et par ting, du skal være opmærksom på.

  • Før du betaler for gaven, skal du sikre dig, at butikken bytter. Hvis du ikke får et byttemærke på gaven, så få det skrevet på bonen, at du kan få pengene tilbage eller bytte.
  • Spørg også om hvor længe julegaven kan byttes.
  • På netter har du altid 14 dages returret. Det har du ikke i de "rigtige" butikker, fortæller jurist Jakob Steenstrup, Forbrugerrådet.

Byt evt. gaven efter jul

Somme tider kan det ligefrem være en fordel at bytte sin gave efter jul, hvis du altså har fået bytte- og returret. For er udsalget startet, så har du nemlig ret til at få byttet din gave til en vare, der koster det samme, som du har betalt. Eller få det oprindelige beløb tilbage.

Så bytter du blusen du fik til 500 kroner, så kan du stadig få de 500 kroner, selv om blusen er sat ned til 250 kroner.

6 gode råd om bytteregler


  1. Undersøg om butikken tilbyder at bytte og give penge tilbage.

  2. Tjek, hvor længe du kan bytte.

  3. Vær opmærksom på, at varen skal leveres tilbage i samme stand som ny.

  4. Tjek, om varen skal leveres tilbage i den originale emballage.

  5. Få vilkårene for fortrydelsesretten på skrift, for eksempel på din kvittering.

  6. Husk at gemme din bon.