Guide til den desperate kvindes julegavekøb
Mænd vil have frikvartersgaver, siger Niels Erik Folmann fra DR's 'Kender du typen'. Han har fire julegavehit og et beskidt kneb til desperate kvindelige juleshoppere.
Hvis du er helt i vildrede over, hvad du skal købe til manden i dit liv, så fortvivl ikke. En god flaske whisky eller cognac og en biografi slår aldrig fejl. (Foto: Colourbox) Juleaften er lige rundt om hjørnet, og det er højsæson for uovervejede julegaveindkøb.
Hvis du endnu ikke har fået styr på julegaven til manden i dit liv, har du brug for hjælp.
Niels Erik Folmann fra DR-programmet 'Kender du typen' ved alt om danskernes forbrugsvaner.
Han har fire sikre julegavehit og et beskidt kneb til dig, der er ude i sidste øjeblik.
6 julegavetip til manden i dit liv
1. Drop Margrethe-skålen!
Hvis du vil ramme plet, skal din gave 'stinke af frikvarter', råder Niels Erik Folmann:
- Lad os få det helt på det rene: Din mand er en livsnyder og vil utrolig gerne slippe for praktisk arbejde. Alt, hvad der ligger i retning af Margrethe-skåle og støvsugere, skal man holde sig laaangt væk fra. Det er en sikker dræber under juletræet.
2. Gave nummer et: Sportstypen
Inden for temaet 'hvordan-slipper-vi-længst-væk-fra-kødgryderne' er der forskellige sportsoplevelser, som vil vække begejstring under juletræet, og som let kan erhverves over nettet.
Den ultimative gave er naturligvis at sende ham af sted til VM eller Tour de France, men mindre kan også gøre det, mener Niels Erik Folmann.
Eksempelvis to billetter til en pokalfinale i parken med tilhørende fadbamser og fripas fra ungerne.
3. Gave nummer to: Whisky-manden
Hvis sport ikke er sagen, så køb noget, der kan indtages. Ifølge Niels Erik Folmann findes der ikke den mand, der ikke kan købes med en god 18 år gammel whisky eller cognac.
Suppler eventuelt med en biografi fra en af de store politikere.
- Den gave går du ikke fejl i byen med. Det lover jeg dig! Du giver ham samtidig tilladelse til at nyde noget fritid for sig selv, mens han læser bogen og drikker sin whisky. Derfor rækker gaven længere end blot 24. december.
4. Gave nummer tre: Silvan-typen
Værktøj er den 'perfekte gave', hvis du har slået pjalterne sammen med gør-det-selv-typen. Her taler vi alt fra stiksaven over mejsel-sættet til en fuldbyrdet cementblander - såfremt det giver mening.
- Nogle kvinder tror fejlagtigt, at en ny skruemaskine pålægger manden dårlig samvittighed, fordi det får ham til at føle en forpligtelse i forhold til den låge, der har hængt skævt i to år, siger Niels Erik Folmann.
Tværtimod. Værktøj fra en kvinde 'afstiver' mandens selvtillid:
- Han tænker: 'Yes, hun har tiltro til, at jeg kan håndtere det'. Samtidig giver det ham en flugtrute væk fra køkkenet og støvsugeren, lyder det.
5. Gave nummer fire: Brug børnene mod familietypen
Hvis hverken sport, whisky eller slagboremaskiner gør det for din mand, er sidste udvej 'børnetricket'. Man får ungerne til at producere noget, hvorefter man 'pimper det op'.
Det kan være tegningerne fra børnehaven eller noget andet hjemmegjort. Ellers er der altid det gode billede af ungerne - eventuelt knipset af en ægte fotograf - som man får indrammet.
- Det er en meget personlig gave. De to-tre-fire børn, der betyder noget for mandens liv, kan stå på skrivebordet på arbejdet. Det vil altid falde i god jord. Og det vil minde ham om, at han ikke er den ensomme jæger på de store marker, men også har en familie derhjemme.
6. Det beskidte julegave-trick
Der er selvfølgelig også gaver, hvor hensigten er en adfærdsregulering. Her taler vi ikke elektroniske gadgets og vintage vinyl-plader med Kizz.
- Giv far et familiespil, der tvinger ham til at slippe sin smartphone, eller hvad han nu har travlt med. Tving ham til at sidde på sin flade og spille et familiespil som Trivial Pursuit, Bezzerwizzer eller Matador, siger Niels Erik Folmann.
Han anbefaler et spil, hvor børn og voksne kan battle mod hinanden:
- Det er håndjernsgaven. Han kan ikke andet end at smile pænt og sige, at I selvfølgelig skal spille det. Der vil ikke være nogen anden udvej.