Østeuropæere løber med pladserne
I Sønderjylland er der mangel på arbejdskraft i landbruget. Det strømmer til med østeuropæiske praktikanter, men det er umuligt at skaffe praktikpladser til lokale.
Det vrimler med svinebrug i Sønderjylland. Alligevel er det umuligt at skaffe praktikplads til lokale ledige, som gerne vil passe svin. (Scanpix) Det stigende antal udenlandske landbrugspraktikanter, der får arbejds- og opholdstilladelse i Danmark har vakt undren i Sønderjylland. For samtidig med at der kommer flere praktikanter fra især Østeuropa, er det nemlig svært at skaffe arbejde og praktikpladser til danske elever og ledige, oplyser formanden for SiD Gråsten Kim Brandt.
- Sønderjylland er det sted i Danmark med flest svinebrug. Alligevel er det umuligt at skaffe praktikpladser til vores lokale arbejdskraft, siger han og henviser til det lokale "Projekt Jordbrug".
Det er et lokalt forankret projekt, der blandt andet samarbejder med forskellige landboforeninger om at skaffe ledige hænder i arbejde og udannelse indenfor landbruget. Og ifølge SiD-formanden er der tale om topmotiveret arbejdskraft.
Leder med lys og lygte
Den lokale projektleder i Projekt Jordbrugserhverv Torben Jensen bekræfter SiD-formandens problemstilling.
Han har nemlig i tre måneder ledt med lys og lygte efter en praktikplads til blandt andet en 25-årig kvinde, der gerne vil gøre sin uddannelse indenfor svinebruget færdig.
- Når der er så stor mangel på arbejdskraft i landbruget, virker det mærkeligt, at vi ikke kan skaffe praktikpladser til to såkaldte "modul 1 praktikanter" og arbejde til en medhjælper, siger Torben Jensen.
Østpraktikanter i svinebrug
"Projekt Jordbrug" tager udgangspunkt i Gråsten Landbrugsskole og forsøger at skaffe arbejde og praktikpladser til ledige hænder.
- Det kan undre at det er så svært, når man samtidig ved at mange svinebrug har masser af østeuropæiske praktikanter, siger SiD formand Kim Brandt.