3F Ungdom træner unge i blokade
OK07: 3F Ungdom forbereder sig på konflikt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. I weekenden blev der holdt blokadetræning for unge fra hele landet.
For at forberede unge fagforeningsaktivister bedst muligt op til overenskomstforhandlingerne afholdt 3F Ungdom blokadetræning i København i weekenden.
(Foto: Joachim Rode) Mange af de aktive unge fagforeningsmedlemmer i 3F Ungdom har aldrig oplevet en blokade og prøvet at konflikte i en arbejdskamp i det virkelige liv. For at forberede dem bedst muligt op til overenskomstforhandlingerne afholdt 3F Ungdom blokadetræning i København i weekenden.
Formanden for 3F Ungdom Mattias Tesfaye understreger, at hovedformålet var at vise, at der ikke er noget at frygte.
- Vi lavede et scenarium med et flyttefirma, hvor lastbilerne skulle stoppes, selv om folkene ville køre. Samtidig fik vi fortalt de trick og fiduser, man kan bruge. Vi er forberedte op til overenskomstforhandlingerne, og hvis forhandlerne går fra bordet, ja så tager vi altså ikke ud i kolonihaverne, siger han.
Der var 35 deltagere fra det meste af lande, og det glæder Mattias Tesfaye.
30.000 løbesedler
- Alle har fået materiale udleveret om, hvordan man forholder sig. Nu tager de hver især hjem og videregiver deres erfaringer og nogle træner videre, siger Mattias Tesfaye.
3F Ungdom, der er et fælles talerør for ungdomsklubber i fagforeninger over hele landet, har fået produceret 30.000 løbesedler, 20.000 postkort og 4.000 plakater, der gør opmærksom på, hvilke krav der er, og hvorfor de er rimelige.