Ingen hjælp fra minister til syge Collstrop-medarbejdere

Beskæftigelsesminister afviser ønske om ændring af forældelsesfrist for arbejdsskader i Collstrop-skandale.

Beskæftigelsesminister afviser ønske om ændring af forældelsesfrist for arbejdsskader i Collstrop-skandale.Beskæftigelsesminister afviser ønske om ændring af forældelsesfrist for arbejdsskader i Collstrop-skandale.

Hvis man er blevet syg af sit arbejde på Collstrop-fabrikkerne inden 1980, så er der ikke meget at gøre. Forældelsesfristen for arbejdsskadesager bliver ikke suspenderet.

Det fastslår beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) i et svar til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.

- Jeg mener, at det vil være rimeligt, at give de nye regler tid til at virke (...), inden vi igen overvejer behovet for lovændringer vedrørende forældelse, lyder det fra Inger Støjberg i et svar til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.

Afviser suspension

Dermed afviser ministeren i første omgang, at medarbejdere, der er blevet syge af at arbejde på fabrikkerne, kunne anmelde deres arbejdsskade, selvom der var gået mere end 30 år.

For to år siden, blev det afsløret, at medarbejdere på Grindstedværket i 60'erne og 70'erne blev forgiftet af kviksølv. Her valgte den daværende beskæftigelsesminister, at suspendere forældelsesfristen, så de tidligere medarbejdere havde mulighed for, at køre en arbejdsskadesag.

Ordfører utilfreds med svar

Netop fordi en minister tidligere har suspenderet forældelsesfristen, falder Støjbergs svar ikke i god jord.

- Vi har tidligere set, hvordan ledelsen i Danisco var vidende om, at de tidligere medarbejdere på Grindstedværket blev forgiftet af kviksølv under arbejdet, uden nogen greb ind. Hvis det samme er sket med Collstrop-ansatte, skal hver sten vendes, så sagen kan blive undersøgt grundigt. Derfor bør de tidligere ansatte på Collstrop også have samme mulighed for at få deres helbred undersøgt og eventuel køre en arbejdsskadesag - uanset om de er blevet syge før eller efter 1980, siger Arbejdsmarkedsordfører hos Socialdemokraterne, Torben Hansen til Nyhedsbrevet 3F.