På vej mod byggekonflikt i Sverige
Dom ved Menneskerettighedsdomstolen giver anledning til voldsomme problemer i Sverige. Parterne står langt fra hinanden netop nu, hvor overenskomstforhandlingerne er lige om hjørnet.
Alvorlig strid mellem parterne på bygge- og anlægsområdet i Sverige. Mens der endelig er kommet godt i gang med overenskomstforhandlingerne i Danmark, er der stor risiko for alvorlig konflikt i Sverige, endnu inden årets overenskomstforhandlinger er gået i gang.
Det er en dom i Menneskerets-domstolen for nylig, der giver anledning til ganske alvorlig strid mellem parterne på bygge- og anlægsområdet.
Menneskerettighedsdomstolen erklærede, at den såkaldte granskningsafgift, som bygningsarbejderforbundet Byggnads modtager for alle lønmodtagere og dermed også uorganiserede, strider mod konventionen om foreningsfrihed – når Byggnads ikke kan godtgøre, at pengene rent faktisk også går til det, de opkræves til – nemlig granskning, det vil sige lønundersøgelse.
Dommen har fået arbejdsgiverne i Sveriges Byggindustrier til at meddele sine medlemsvirksomheder, der arbejder på den kollektive aftale med Byggnads samt på til-trædelsesoverenskomster hertil, at de ikke længere skal opkræve granskningsafgiften for uorganiserede.
Byggnads: Krigserklæring
Byggnads betragter meddelelsen som en krigserklæring.
- Det er en foruroligende start på overenskomstforhandlingerne, siger Byggnads formand Hans Tilly.
- Vores aftaler gælder alle inden for de respektive områder, uanset køn, alder, nationalitet og fagligt tilhørsforhold. Det er en grundsten i svensk arbejdsret.
- Aftalen med Sveriges Byggindustrier gælder i det mindste marts måned ud, og den siger, at Byggnads skal foretage løngranskning og oppebære en afgift på 1,5 procent, som arbejdsgiveren trækker i lømodtagerens løn, siger Hans Tilly.
- Med beslutningen om at ophøre med at opfylde aftalens krav, gør Sveriges Byggindustrier sig efter Byggnads mening skyld i ikke bare brud på aftalen men også med et arbejdsretligt princip om, at aftalen skal gælde alle og uden særbehandling af uorganiserede
Hans Tilly mener, at arbejdsgiverorganisationen har bragt parterne tættere på en konflikt.
- Vi beklager dybt, at Sveriges Byggindustrier med sin provokative handling har taget skridt mod en konflikt endnu før de egentlige forhandlinger er begyndt, siger Hans Tilly.
Overenskomsterne udløber med udgangen af marts. Forhandlingerne om nye overenskomster skal efter planen i gang i begyndelsen af marts.