LO vil tilbyde kurser om unges jobvilkår

Virksomhedernes behandling af unge fritidsjobbere er blevet værre. Det har fagbevægelsens tværfaglige Jobpatrulje konstateret i løbet af sommerens rundtur i det danske sommerland. Og LO overvejer derfor at tilbyde mellemledere i de store butikskæder kurser i, hvordan de unge skal behandles.

I løbet af sommeren afslørede 60 procent af de gennemførte interview med unge under 18 år, at der var problemer på deres fritidsjob. Sidste år gjaldt det kun i halvdelen af interviewene.
LO-sekretær Harald Børsting siger, at mange unge har det godt i deres første job.
”Men der er stadig alt for mange arbejdsgivere, der mod reglerne lader de unge arbejde alt for mange timer i træk, på sene tidspunkter og ofte alene. Desuden bliver de sat til at løfte alt for tunge genstande og arbejde ved farlige maskiner”, siger Harald Børsting.
Mange af problemerne opstår i de store butikskæder, og derfor er det mellemlederne i den type virksomheder, LO vil have fat i.
”Jobpatruljen afslører hver sommer en afgrundsdyb mangel på viden om arbejdsmarkedsforhold blandt eksempelvis de mange mellemledere i supermarkederne og kædebutikker. Herved opstår problemerne. Selv om der ofte er aftalt ordnede forhold på området, overholdes tingene åbenbart ikke i forhold til de unge fritidsjobbere. Derfor overvejer vi at tilbyde korte lokale kurser, hvor mellemledere kan få et indblik i reglerne, der gælder, når man har ansvaret for fritidsjobbere, og hvordan man behandler dem i hverdagen,” siger Harald Børsting.
Jobpatruljen har i år besøgt 3.000 virksomheder og gennemført 1.000 interview med fritidsjobbere, hvoraf 820 var under 18 år.
Samtalerne med de unge resulterede i 212 henvendelser til den lokale fagforening - typisk om lønforhold og manglende ansættelseskontrakt. 225 sager endte hos Arbejdstilsynet, eksempelvis sager om tunge løft, arbejde med farlige maskiner og for lange arbejdsdage. 49 sager endte hos politiet - væsentligst om unge der arbejdede ulovligt i lokaler, hvor der udskænkes alkohol.
Læs mere om jobpatruljen på www.jobpatruljen.dk .