Se hvad du tjener på skattereformen
SKAT:
I juni vedtog politikerne, at skatten skal sættes ned. Målgruppen var ”helt almindelige danskere med hårdt arbejde”. Se på finansministerens liste, om du og din familie får gevinst.
Nu sætter vi skatten ned for helt almindelige danskere, der arbejder hårdt og smører rugbrød med leverpostej til madpakken.
Sådan lød meldingerne, da regeringen i juni indgik en aftale med Venstre og De Konservative om skat. Nu er der kontant afregning. Finansministeren har lavet en liste over, hvilke familier der taber og vinder på ændringer, der kommer i skatten frem mod 2023.
En typisk 3F-familie, hvor begge forældre har job på fuld tid, får 6.820 kroner ekstra om året. Det sker, hvis der er to børn i familien, og hvis familien bor til leje. Der er 60 kroner mere at hente, hvis familien bor i eget hus eller lejlighed.
Enlige scorer mest
Hvis man ikke har børn i hjemmet, er der flere penge at hente. Et 3F-par uden børn får 7.070 kroner mere om året, hvis de begge har arbejde på fuld tid og bor i egen bolig.
Topscorerne blandt 3F'erne er de enlige. Hvis man bor helt alene i en lejet bolig, er der udsigt til 3.790 kroner ekstra i pungen, hvis man har et arbejde.
Reformen giver størst gevinst, hvis man er funktionær med høj løn. Et typisk funktionærpar med to børn og egen bolig kan se frem til 23.270 kroner mere om året. Et direktørpar, der har to børn, kan se frem til 17.820 kroner mere om året.
Her er taberne:
Rige direktørfamilier får mindre end funktionærerne. Det skyldes, at der indføres modregning i børnechecken til de rigeste.
Der er nogle grupper, der står til tab, når skatteaftalen slår fuldt igennem i 2023. Det er dem, der ikke har et job til den tid.
En enlig 3F'er på dagpenge står til et minus på 6.660 kroner. Hvis han eller hun bor til leje og ikke har børn. Enlige, der er på efterløn, står til et minus på 6.360 kroner.