VK vil øge arbejdsudbud med 9.000
Regeringen venter, at den jobplan, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlagde mandag, i løbet af et par år vil øge arbejdsudbuddet med 8.000-9.000 personer om året. Dertil kommer den højt kvalificerede udenlandske arbejdskraft, som planen også skal bane vejen for.
Beskæftigelsesministeren understreger, at jobplanens syv hovedpunkter først og fremmest sigter mod, at endnu flere mennesker i Danmark skal have et arbejde, som fører dem væk fra at være på overførselsindkomst:
Førtidspensionister, som har fået tilkendt førtidspension før 2003, skal have sikkerhed for, at de ikke mister retten til førtidspension, selvom de arbejder, og indsatsen for, at unge mennesker ikke ender på førtidspension, skal styrkes.
Folkepensionister skal kunne tjene 30.000 kroner om året uden at blive trukket i folkepensionen, og de skal kun arbejde 1.000 timer om året svarende til 19 timer om ugen for at få opsat pension. Den gældende grænse er 1.500 timer om året svarende til 29 timer om ugen.
64-årige i arbejde får et skattenedslag på op til 100.000 kroner, hvis de har arbejdet på fuld tid, siden de var 60 år, og studerende får mulighed for at tjene 1.500 kroner mere om måneden uden at blive trukket i SU.
Regeringen nedsætter et hurtigtarbejdende udvalg, der skal granske hele sygefraværsområdet, inden regeringen fremlægger en handlingsplan for at mindske sygefraværet.
Deltidsansatte får begrænset deres ret til supplerende dagpenge til 26 uger inden for 156 uger. Reglerne harmoniseres, så alle deltidsansatte - uanset ansættelsesform - får samme ret til supplerende dagpenge.
Derudover indeholder jobplanen en række initiativer, som sigter mod at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, og som allerede er blevet præsenteret i regeringens plan for international rekruttering.
Claus Hjort Frederiksen begrunder planen med, at Danmark har akut mangel på arbejdskraft.
”Vi mister vækst, velstand og velfærd hver gang, en virksomhed forgæves slår en stilling op. Derfor bliver vi nødt til at spille på flere strenge, hvis vi også i fremover skal have nok arbejdskraft. Vi skal have det optimale ud af den arbejdskraftreserve, vi har her i landet. Men selvom mange kommer med på vognen, vil der stadig være behov for at få højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet,” siger ministeren i forbindelse med offentliggørelse af planen.
Regeringen har netop fået færdiggjort en analyse om supplerende dagpenge, som ifølge beskæftigelsesministeren med al tydelighed viser, at mange har indrettet sig permanent på at have et deltidsjob og samtidig modtage offentlig forsørgelse.
”Kun hver tredje modtager af supplerende dagpenge søger f.eks. job, selv om det er en forudsætning, at de aktivt skal søge job, hvis de skal modtage supplerende dagpenge. Og hver femte modtager af supplerende dagpenge i deltidsjob ønsker ikke at arbejde flere timer, selvom det er et krav, at de skal stå til rådighed for arbejde på fuld tid,” siger Claus Hjort Frederiksen.
Han anser det for uholdbart, hvis der eksisterer ”en uhellig alliance mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, hvor begge parter indretter sig på, at medarbejderen arbejder på nedsat tid og får supplerende dagpenge ved siden af.”
”Derfor lægger vi op til at justere reglerne, så det kun bliver muligt at modtage supplerende dagpenge i 26 uger inden for 156 uger. Ligesom vi vil harmonisere reglerne, så der ikke længere er mennesker som gennem en årrække kan modtage supplerende dagpenge. Fremover skal de 26 uger gælde alle - uanset om de har et opsigelsesvarsel eller ej,” siger Claus Hjort Frederiksen.
Han understreger, at jobplanen skal ses i sammenhæng med en række andre initiativer, herunder velfærdsaftalen, der ventes at øge arbejdsudbuddet med 13.000 personer om året.
”Vi justerer også hele tiden beskæftigelsesindsatsen for at sikre den bedst mulige indsats over for ledige. Så sent som i sidste uge igangsatte jeg tre initiativer, der skal sikre en tidlig og mere intensiv indsats over for ledige. Vi kan nemlig se, at det får ledige hurtigere i arbejde,” påpeger Claus Hjort Frederiksen.
Størstedelen af forslagene i regeringens jobplan bliver forhandlet samlet. Forhandlingerne begynder i denne uge i Finansministeriet, hvor regeringen vil invitere Folketingets partier til at deltage. Forslaget om at øge SU-fribeløbet forhandles særskilt med SU-forligskredsen, ligesom forslaget om at styrke indsatsen for, at yngre personer ikke ender på førtidspension, forhandles særskilt med førtidspensionsforligskredsen.
Læs mere om planen og analysen på adressen http://www.bm.dk/sw24451.asp