Forhandlinger om livet efter Østaftalen

Folketinget skal i forhandlinger om, hvad der skal ske, når overgangsordningen efter Østaftalen udløber 1. maj.

Underbetalte udenlandske arbejdere i unfair konkurrence over for danske håndværkere er ikke noget nyt fænomen. Men politikerne på Christiansborg skal nu alligevel igennem endnu en række forhandlinger om, hvordan problemet kan mindskes.

Ikke mindst set i lyset af, at overgangsordningen for Østaftalen udløber 1. maj, mener Socialdemokraterne og SF, at det er vigtige forhandlinger Folketinget i dag har aftalt at gå i gang med.

"Det er helt afgørende, at vi herhjemme gør maksimalt for at sikre, at alt foregår på fair og lige vilkår," siger arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov (S).

Han peger på, at man i England har oplevet, hvordan frustrationen over jobsituationen under finanskrisen er gået ud over udenlandske arbejdere.

Blandt de temaer, der skal spot på, er, hvordan man sikrer, at fagbevægelsen får større muligheder for at finde ud af, hvor der befinder sig udenlandsk arbejdskraft. Det handler om at se på fagbevægelsens adgang til det såkaldte RUT-register, som registrerer udenlandske virksomheder i Danmark, og på sanktioner mod virksomheder, som ikke vil lade sig registrere.

Desuden skal partierne bag Østaftalen kigge nærmere på de krav, der stilles til virksomheder, der giver tilbud på offentlige opgaver i Danmark, og på skiltning ved byggepladserne, så man kan se, hvilke virksomheder der arbejder på pladsen.

Men selvom det lykkedes partierne at nå til enighed om en vedtagelse, der sætter forhandlinger i gang, så betyder det ikke, at alle partier mener, der er de store behov for ændringer af de gældende regler. De radikale maner til besindighed og glæder sig over, at forligskredsen fortsat er samlet.

"For regeringens og vores vedkommende vil vi se det, før vi tror det. Lad os nu se, hvordan situationen er," siger Morten Østergaard, arbejdsmarkedsordfører (R), der understreger, at den danske model er i højsædet, og jo mere der kan klares blandt arbejdsmarkedets parter jo bedre.

Han vil dog ikke afvise, at der kan være behov for bedre adgang til eksempelvis RUT.