Praktikpladskø står i stampe
Arbejdsmarkedet er brandvarmt, men antallet af praktikpladssøgende har ikke bevæget sig nedad de sidste to måneder.
Selvom der er stor mangel på arbejdskraft er der stadig mange unge, som står uden praktikplads. (Arkivfoto) Den nyeste praktikpladsstatistik fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af unge der forgæves søger en praktikplads lå på 4.811 i januar i år. Måneden før, i december 2006, var antallet stort set det samme - 4.800.
- Det er bekymrende, at antallet af praktikpladssøgende står i stampe. Det er svært at tage erhvervslivet helt alvorligt, når de råber på arbejdskraft, samtidig med, at der er 4.811 praktikpladssøgende, der er erklæret fuldt kampklare, siger uddannelseskonsulent i 3F Poul Christensen.
Kedelig status quo
Går man ikke bare en måned, men et helt år tilbage og sammenligner januar 2006 med januar 2007, ser billedet anderledes ud. I den periode er der sket et stort fald på 29 procent i antallet af praktikpladssøgende.
- Det er selvfølgelig meget positivt. Men det ændrer ikke ved, at der aktuelt desværre er status quo. Faktisk også i forhold til hele efteråret 2006, siger Poul Christensen.
I november 2006 var der 4.900 praktikpladssøgende, i oktober 4.392, og i september 4.549.
- Der er ikke sket den forbedring, vi havde håbet på. Vi vil følge udviklingen nøje de kommende måneder. Sker der ikke forbedringer, vil vi efterlyse nye initiativer. Vi kan ikke leve med en permanent gruppe på 4.500-5.000 unge uden læreplads, siger han.