3F støtter forfulgte i Zimbabwe

Indsamling på 3F's kongres bliver til kontant hjælp til forfulgte i Zimbabwe, hvor præsidentvalg og ny forfatning lurer i horisonten.

Gertrude Hambira, der leder landarbejdernes forbund i Zimbabwe, er en af de forfulgte aktivister, der må leve i eksil.Gertrude Hambira, der leder landarbejdernes forbund i Zimbabwe, er en af de forfulgte aktivister, der må leve i eksil.

Forfulgte aktivister i Zimbabwe kan fremover får støtte fra en fond, der er blevet oprettet af 3F's kontor i det sydlige Afrika.

På 3F's kongres i september blev der samlet 20.000 kroner ind til forfulgte zimbabwere. Kongressen fordoblede beløbet til 40.000, og det er disse penge, der nu danner grundlaget for Zimbabwe Krise Fond.

Fonden bestyres af ledere fra tre af landets fagforbund: Landarbejderforbundet, tekstilarbejderforbundet og fødevarearbejderne. De er alle i opposition til Zanu- PF's regering.

Forfølgelse stiger igen

- Fagligt og politisk aktive, der bliver forfulgt, kan modtage penge fra fonden. Den kan yde støtte til at leve under jorden eller i landflygtighed, til retshjælp og til pressearbejde, fortæller Steven Vallik, der leder 3F's program i det sydlige Afrika.

Han nævner landarbejderformanden Gertrude Hambira som et eksempel på en af dem, der kunne nyde godt af støtten. Hambira har måtte leve i eksil i Sydafrika efter arrest og trusler fra landets sikkerhedspoliti. Baggrunden er, at hun var med til at producere en film om landarbejderes forhold og de negative konsekvenser af Zimbabwes jordreform.

- Forfølgelsen af politiske modstandere har været faldende i Zimbabwe en tid, men er nu steget igen. Sideløbende er den folkelige opbakning til oppositionen dalet, fortæller Steven Vallik.

Det er sket i takt med, at der er kommet kontrol med hyper-inflationen. Samtidig er der ikke de store forventninger til en ny grundlov, der diskuteres i øjeblikket.

Debat præget af frygt

Steven Vallik vurderer, at forslaget til Zimbabwes nye forfatning kommer til at ligge tæt på et forslag, som befolkningen tidligere har forkastet.

- Zanu-PF's veteraner er meget synlige, der hvor debatten skulle foregå, ude blandt folk. Mange er bange for repressalier og vil derfor stille sig tilfreds med små forbedringer, siger lederen af 3F's program i det sydlige Afrika.

Der afholdes præsidentvalg i Zimbabwe i 2011, og det afslutter formentlig enhedsregeringen mellem Robert Mugabes Zanu-PF og bevægelsen for Demokratisk Bevægelse, MDC, der ledes af den tidligere fagforeningsleder Morgan Tsvangirai.

3F støtter fagbevægelsen i Zimbabwe gennem en række udviklingsprojekter.