Hans gør Arbejdstilsynet arbejdsløs

Sikkerhedsrepræsentant Hans Astrup fra Velux i Kolding blev belønnet med advokat Jens Bjørsts mindepris.

- Det er en stor dag for mig i dag, sagde sikkerhedsrepræsentant Hans Astrup, der fik overrakt Jens Bjørst-prisen på 20.000 kroner af 3F's formand Poul Erik Skov Christensen. (Foto: Harry Nielsen.)- Det er en stor dag for mig i dag, sagde sikkerhedsrepræsentant Hans Astrup, der fik overrakt Jens Bjørst-prisen på 20.000 kroner af 3F's formand Poul Erik Skov Christensen. (Foto: Harry Nielsen.)

- Man skal gå frisk på arbejde om morgenen og frisk hjem igen om aftenen. Den filosofi har sikkerhedsrepræsentant Hans Astrup fra vinduesfabrikken Velux’ lager i Kolding.

For fire og et halvt år siden havde hans arbejdsplads ikke nogen imponerende placering i Arbejdstilsynets statistikker. Heldigvis ikke på grund af alvorlige ulykker, men der var mange farlige løft, ingen sikkerhedsorganisation og intet samarbejdsudvalg.

Det havde Hans Astrup lyst til at gøre noget ved, og i dag på 3F’s kongres i Aalborg indkasserede han afdøde advokat Jens Bjørsts mindepris. Indstillet af 3F Kolding for den indsats, han har gjort for at sikre et bedre arbejdsmiljø for de 88 ansatte på lageret.

Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen roste ham for at turde bevæge sig ind på den stenede vej, som sikkerhedsarbejdet er.

- Du er blevet et eksempel på, at hvis man sætter sig et fagpolitisk mål, og hvis man forfølger det - uanset hvilke besværligheder man støder ind i på vejen - ja, så kan det lykkes, og det kan som i dit tilfælde blive til gavn for såvel virksomhed som kolleger, lød anerkendelsen fra formanden.

Ikke så let som så

- Man kan ikke bare sige til virksomheden: I har penge, så I kan bare købe et eller andet. Så let er det altså ikke, forklarer Hans Astrup.

Det handler for eksempel om at tage til messer i Herning og se på udstyr og være sikker på at finde det rigtige. Velux-koncernen vil jo gerne være en mønstervirksomhed, og de ambitioner er selvfølgelig noget, der kan bruges til at få skabt et godt arbejdsmiljø, påpeger Hans Astrup.

- Det er en stor dag for mig i dag, lød det til de kongresdeltagende, som i respekt rejste sig og klappede, da han fik overrakt checken.