Peter Mygind til kamp mod vold

Interview: Peter Mygind har haft den meningsløse vold tæt på. I dag lægger han stemme til blandt andet foreninger, organisationer og fondes budskab om at tage mere ansvar.

 (Foto: Kennet Havgaard) (Foto: Kennet Havgaard)

Tre teenagedrenge er netop stået af S-toget i den københavnske vintersol. De sludrer og griner på vej mod en internetcafé få hundrede meter væk. Omkring dem vrimler folk på vej fra arbejde, børnehave og supermarked.

Pludselig bliver der råbt fra den anden side af gaden. Drengene vender sig spørgende, og med ét bliver den ene af de 14-årige drenge ramt af et slag. Han ryger op ad Nettos butiksrude. Han mærker et slag mere. Det hele er sløret og uvirkeligt.

Rædslen sidder stadig i Julius, da han sammen med sine forældre afgiver forklaring til politiet nogle timer senere. Men han kan være helt rolig, siger politimanden. Sådan noget bliver man kun udsat for én gang. Det viser statistikkerne helt tydeligt.

Alligevel træder han under en måned senere ind af sine forældres hoveddør i Charlottenlund indsmurt i blod og uden overtøj. Han råber. Han ryster.

- Jeg er kraftedeme blevet overfaldet igen.

Drengens far ryster også. Han dirrer af vrede og afmagt. Som en hanløve stormer han brølende ud ad døren, ud i mørket. Forvildet og ude af sig selv løber han rundt i den københavnske forstads gader:

- Hvor er I? Jeg finder jer! Jeg finder jer!

Hanløven er Peter Mygind. Han finder ikke de omkring 12 drenge, som den aften har overfaldet hans søn.

Personlig tragedie

Den i dag 46-årige skuespiller har altid haft lyst til at gøre noget for samfundet. Og listen af organisationer, han har arbejdet frivilligt for, er lang.

Men det, der for alvor satte skub i drivkraften til at ændre ved vilkårene for unge i Danmark, var, da sønnen Julius for tre år siden blev overfaldet.

Han gik fra at være en glad og udadvendt dreng til at være vred, indadvendt og med en svækket tillid til sine medmennesker.

- Det var jo en stor personlig tragedie for ham og for os som familie. Men det gik også op for mig, at vi virkelig har et problem her i landet. De drenge, som overfaldt Julius anden gang, var blevet taget 65 gange før af de sociale myndigheder for grove overfald, fortæller han og fortsætter:

- Der går altså børn rundt i Danmark, som umotiveret i dagtimerne kan slå andre børn ned. Vi snakker ikke om unge, der har drukket og råbt ad hinanden og så får et par på hovedet. Vi snakker om børn, som er omsorgssvigtede og går rundt om eftermiddagen og gennemsparker andre børn for at stjæle deres mobiltelefoner og iPods.

Peter Mygind er i øjeblikket i gang med at gennemføre i alt 45 foredrag på folkeskoler rundt om i landet. I samarbejde med Trygfonden, SSP-samrådet og det kriminalpræventive råd er formålet at forebygge vold og mobning blandt børn og unge.

Skræmmende ligegyldighed

Da Julius blev overfaldet for første gang i 2006, var det ikke i en mørk baggård. Det var på Østerbros travle gader foran en stopfyldt Netto-butik.

Julius fortalte efterfølgende, at han fik øjenkontakt med flere mennesker, som passerede forbi få meter derfra i de øjeblikke, hvor slagene ramte ham igen og igen. Men alle satte farten op og gik videre.

- Det var jo en skræmmende oplevelse både for ham og for os, at ingen hjalp. Det her skete mod en 14-årig dreng midt i København en eftermiddag. Og alligevel var der ingen, som gjorde noget som helst. Der var ikke engang nogen, som ringede til politiet, siger Peter Mygind og konkluderer:

- Hele min mission med de her foredrag er, at vi skal blive bedre til at sige fra og tage afstand. Både voksne og børn skal tage ansvar for hinanden - vi bliver simpelthen nødt til at blive mere aktive mennesker.

Læs hele interviewet med Peter Mygind i Fagbladet nummer 1.