Fransk tv med på stemmejagt
KV-05: Fransk tv-hold fulgte byrådskandidat og faglig sekretær Jan Richelsen i et hektisk døgn for at sætte fokus på det danske socialdemokrati
Med faglig sekretær Jan Richelsen som eksempel, viser den fransk-tyske tv-station Arte, at den danske fagbevægelse gør et stort arbejde for at sikre det danske arbejdsmarked og det danske velfærdssamfund. (Foto: Harry Nielsen) På jagt efter illegale polakker og overenskomster den ene dag - og efter stemmer den næste.
Et fransk tv-hold har i et lille døgn fulgt faglig sekretær i 3F Mølleåen og byrådskandidat Jan Richelsen på opsøgende arbejde.
Dermed bliver den 46-årige socialdemokratiske kandidat til en plads i Hillerød byråd en af hovedfigurerne i en udsendelse i det fransk-tyske tv-selskab Arte's dokumentarserie om de europæiske socialdemokratier netop nu.
- Når Jan Richelsen bliver hovedperson skyldes det, at han er en interessant person, der både i kraft af sit faglige arbejde og sit ønske om at blive valgt til det lokale byråd for det danske socialdemokrati arbejder for at beskytte det danske arbejdsmarked og velfærdssamfund - også efter EU-udvidelsen, siger Arte's franske reporter Benoît Raio til nyhedsbrevet 3F.
Socialdemokratier i omstilling
Den fransk-tyske tv-station planlægger tre udsendelser i december med fokus på, hvor forskelligt de europæiske socialdemokratiske partier redefinerer deres rolle og tackler omstillingen i et stadigt mere globalt marked.
Udover det danske socialdemokrati er der portrætter af det spanske PSOE under José Luis Zapatero og Storbritanniens New Labour under Tony Blair.
Udsendelserne sendes i det faste 45 minutters program Europæisk Forum i bedste sendetid om lørdagen. Udsendelsen om det danske socialdemokrati bringes efter planen lørdag 17. december.
Udsendelserne rundes af med studiediskussion mellem repræsentanter fra det franske socialistparti og det tyske SPD.
Benoît Raio oplyser, at det ikke er første gang, Europæisk Forum kaster blikket på Danmark. Tv-stationen var således eksempelvis med til Danmarks første bryllup mellem to homoseksuelle mænd.
Murere uden arbejdstilladelse
Med tv-holdet på slæb besøgte Jan Richelsen og i øvrigt også hans kollega Carsten Bansholm Hansen fra Murersvendenes Fagforening i København tre byggepladser med udenlandsk arbejdskraft. I det ene tilfælde var forholdene ikke i orden.
- Den danske mester erkendte åbent, at hans to udenlandske, men ikke meget talende murersvende, ikke havde fået arbejdstilladelse. Han ville lige se dem an, som han sagde, fortæller Jan Richelsen, der meldte forholdet til Lyngby politi.
Efter det opsøgende arbejde gik turen til lokal valgkamp i Hillerød. Her fik tv-holdet billeder fra de socialdemokratiske kandidaters natlige overvågning af midtbyen i samarbejde med Natteravnene.
Lørdag formiddag fulgte de uddelingen af valgmateriale og dialogen med vælgerne, ligesom der også blev plads til et interview med Hillerøds socialdemokratiske borgmester Nick Hækkerup, inden turen gik til Brøndby, hvor tv-holdet fangede en rose-omdelende partiformand Helle Thorning-Schmidt til en kommentar om det danske socialdemokrati og dets rolle nu og i fremtiden.