Kommuner sparer på børnepasning

Næsten halvdelen af kommunerne vil spare på børnepasningen til næste år, viser en undersøgelse fra BUPL.

To ud af fem af landets kommuner vil spare på børneområdet til næste år.

Det viser en rundspørge, som Capacent har foretaget for pædagogernes fagforening, BUPL. Det vil betyde flere lukkedage, kortere åbningstider og færre pædagoger på stuerne.

I alt 84 kommuner har svaret i undersøgelsen, og hver fjerde af dem forventer, at der næste år vil være færre penge pr. barn i børnehaver og vuggestuer i forhold til i år.

Formand for BUPL, Henning Pedersen, mener, at det vil få fatale konsekvenser, hvis kommunerne næste år skærer i budgetterne på børneområdet.

"Udviklingen er katastrofal, fordi man bliver ved og ved med at skære ned på børneområdet, og det selvom regeringen forsikrer om, at man ønsker velfærdsforbedringer. Vi kan bare konstatere, at kommunernes økonomi er meget anstrengt. De har reelt ikke andre muligheder end at kigge efter besparelser," siger han til Newspaq.

Henning Pedersen frygter især, at besparelserne vil ramme det forebyggende arbejde blandt børn og unge:

"Det får betydning især for de svageste børn, at institutionen får sværere ved at sikre børn og unge en god opvækst og et godt liv senere hen," siger han.

Jørn Sørensen (R), borgmester i Holbæk og formand for kommunernes Børne- og Kulturudvalg i Kommunernes Landsforening, siger til flere medier, at kommunerne vil forsøge at finde pengene på omlægninger, så det ikke kommer til at belaste hverdagen i institutionerne så meget.

"Men det er svært," erkender han.