3F-ledighed falder for første gang i to år
3F-ledighed falder, men kun i byggeriet og industrien. Over 40.000 3F'ere mangler stadig et regulært job, og det er alt for tidligt at juble, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
3F-ledighed falder, men kun i byggeriet og industrien. Over 40.000 3F'ere mangler stadig et regulært job. (Arkivfoto.) For første gang i to år falder ledigheden blandt 3F's medlemmer.
I april var 9,2 procent registreret som arbejdsløse mod 9,8 procent i marts. Og så er der taget højde for sæsonmæssige udsving.
Det er dog alt for tidligt at begynde at juble endsige at tale om et økonomisk opsving, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
- Det er da glædeligt, at den eksplosive stigning i ledigheden er stoppet. Men det er for tidligt at sige "pyha, nu er det overstået, nu begynder det at gå den rigtige vej". En del af faldet kan skyldes, at flere har forladt arbejdsmarkedet, siger rådets direktør, Lars Andersen.
Vækst endnu for svag
Den primære forklaring er et stort fald i byggeledigheden. Men det kan vise sig at være et lufthul, fordi den ualmindeligt strenge vinter har udskudt mange byggeprojekter.
Desuden er ledigheden faldet svagt i industrien, fra 9,4 til 8,9 procent - igen korrigeret for sæsonudsving. Og det er anden måned i træk.
- Det bekræfter, at økonomien er vendt. Når et opsving sætter ind, er det typisk byggeriet og industrien, der går forrest. Men normalt skal man have en vækst på et par procent om året, før der begynder at blive skabt arbejdspladser. Og der er vi altså ikke endnu, siger Lars Andersen.
Flere ledige end sidste år
I de øvrige brancher er ledigheden reelt uændret eller ligefrem steget. Og totalt set er der flere ledige 3F'ere nu end på samme tidspunkt sidste år: 26.700 omregnet til fuldtidsledige.
Det svarer til 10,7 procent af forbundets medlemmer. Men tæller man 3F'ere på aktivering med, stiger ledighedsprocenten til 16,2.
- Der er mange flere 3F'ere på aktivering, end der var for et år siden. Så reelt er det over 40.000 medlemmer, der mangler et regulært job, siger Henrik Skovsted Iversen, der er økonom i 3F.