3F skeptisk overfor uddannelse på dagpenge

S-forslag vil give folk fem års uddannelse på dagpenge. Forslaget får en lunken modtagelse af 3F, der ikke ser ordningen som attraktiv for 3F's medlemmer.

Hvis uddannelse skal være seriøst interessant for vores rengøringsassistenter og andre, der ikke er vant til at bruge uddannelse, skal de have sikkerhed for, at de ikke får noget løntab, siger forbundssekretær Per Christensen. (Arkivfoto)Hvis uddannelse skal være seriøst interessant for vores rengøringsassistenter og andre, der ikke er vant til at bruge uddannelse, skal de have sikkerhed for, at de ikke får noget løntab, siger forbundssekretær Per Christensen. (Arkivfoto)

Socialdemokraternes forslag om, at folk skal kunne tage en uddannelse i fem år på dagpenge, får en lunken modtagelse af 3F.

Ifølge forslaget skal lønmodtagere, der har været medlem af en arbejdsløshedskasse i ti år, kunne tage en uddannelse i tre år på fuld dagpengesats, og i to år på halve dagpenge. Altså i alt fem års uddannelse på dagpenge. Samtidig mener partiet, at der skal lægges nogle begrænsninger ind, så højst 2.000 lønmodtagere årligt kan bruge ordningen, og at den skal rettes mod de uddannelser, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft er størst.

Ikke specielt attraktivt

Forslaget får umiddelbart en noget lunken modtagelse i 3F.

- Man kan have meget sympati for, at der skabes bedre muligheder for voksen- og efteruddannelse. Men hvis man indfører sådan en generel ordning, kan man være 100 procent sikker på, at dem, der i forvejen har de bedste betingelser, vil bruge den mest. Det vil sige folk, der i forvejen har en uddannelse, og har råd til at gå på dagpenge i en længere periode, mener 3F’s forbundssekretær Per Christensen.

- Såfremt Socialdemokraterne ønsker mere uddannelse til bestemte jobfunktioner, hvor der mangler arbejdskraft, vil det være mere hensigtsmæssigt med målrettede ordninger netop for de målgrupper, der skal deltage i de bestemte uddannelser, siger han.

Han mener, at ordningen som Socialdemokraterne foreslår, ikke vil være specielt attraktiv for 3F’s medlemmer.

- Hvis uddannelse skal være seriøst interessant for vores rengøringsassistenter og andre, der ikke er vant til at bruge uddannelse, skal de have sikkerhed for, at de ikke får noget løntab. Uddannelsen skal tilrettelægges, så de kan klare uddannelsen, uden at hverdagslivet går i stykker. Og endelig skal der være jobmulighed bagefter, siger Per Christensen.

- Derfor er jeg lidt lunken, ud fra en lighedsbetragtning, tilføjer han.

Gerne uddannelsesdebat

Per Christensen mener, at forslaget kræver en større gennembearbejdning, og en diskussion af, hvad formålet er.

- Men jeg synes ikke, man pr. automatik skal skyde sådan et forslag ned. Lad os hellere se på, om det kan udvikles positivt, siger han.

- Vi drøfter løbende mange politiske forslag, både med Socialdemokraterne og andre partier. Det vil være meget frugtbart med en god gedigen uddannelsesdebat her i sommerperioden, om hvordan man bedre kan bruge arbejdsløshedsperioder til at uddanne sig, om at sikre mere uddannelse til voksne, og om at sikre mere opkvalificering af arbejdsstyrken. Vi tager meget gerne handsken op fra Socialdemokraterne og snakker om uddannelse, siger Per Christensen.